Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den allerede aabnede Bane, at fjærne de Misbrug, som
havde indsneget sig i den italienske Opera... Jeg har haft
den Sorg, at min Hensigt hidtil er forbleven uden Resultat.
„Skøn-aander" og „Kendere”, deres Tal er Legio, og de er den største
Hindring for de skønne Kunsters Fremskridt, raser mod en Methode,
som, naar den faar Fodfæste, paa engang vilde omstyrte alle deres
Krav paa Retten til at dømme og Evne til at skabe–––– Et fint
Øre har maaske ikke fundet min Kantilene blød nok eller har fundet
en Overgang for haard eller slet forberedt, uden at betænke, at
paa vedkommende Sted var dette maaske det højeste Udtryk og
den skønneste Modsætning______ og tilsidst tog en hel Mængde
Afstand fra denne barbariske og overspændte Musik__________ Dramaet
„Paris” bryder ikke Komponistens Indbildningskraft, hine stærke
Lidenskaber, hine store Billeder, hine tragiske Situationer, som i
„Alceste” ryste Tilskueren og give Lejlighed til store harmoniske
Virkninger... Her drejer det sig ikke om en Kvinde, der er lige
ved at miste sin Husbond, og som for at frelse ham fatter Mod til
i Nattens sorte Skygge i en ræddelig Lund at besværge
Underverdenens Guder, en Kvinde, som endnu i den sidste Dødskamp
skælver for sine Børns Skæbne og maa rive sig løs fra en
Ægtefælle, som hun forguder. Det drejer sig om en elskende Yngling,
der maa kæmpe med en tugtig og stolt Møs Undseelighed, og som
tilsidst sejrer derover ved alle en opfindsom Lidenskabs Kunster.
Jeg maatte bestræbe mig for at finde en Farvernes Mangfoldighed, og
jeg søgte den i de to Folks (Frygerne og Spartanerne)
Karakterforskel, idet jeg stillede det enes raa og vilde Sindelag lige overfor
det andets sarte og bløde. Jeg var af den Mening, at Sangen,
der jo i en Opera kun skal være Stedfortræder for
Deklamationen, hos Helena maatte efterligne hendes Folks raa
Kunstløshed, og ligesaa tænkte jeg, at man ikke vilde regne mig
det til Last, at jeg forat fastholde denne Karakter i Musiken
undertiden har nedladt mig til det almindelige . . . Jeg venter mig
intet bedre Resultat af min Paris end af Alceste med Hensyn til
at hidføre det ønskede Omslag hos Komponisterne....“
„Paris og Helene“ er den af Glucks Operaer, der gjorde mindst
Lykke, holdt sig kortest paa Repertoiret og som senere sjældnest
er bleven fremdragen. Grunden hertil maa vel nærmest søges i
den uendelig kedelige og delvis i den gamle Operastil holdte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
