Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og mægtede at sætte det i en Stemning, som forberedte paa det
Drama, der skulde oprulle sig for det. Selv for Gluck var dette et
første Forsøg; endnu foran „Orfeo ed Eurydice* havde han sat
et tomt og letløbende Tonespil, der i ingen Henseende lod ane,
hvilke bevægede Sjæleskildringer, Operaen rummede. Endnu højere
end i Ouverturen til „Alceste“ er Gluck senere, som foran
fremhævet, naaet i den mesterlige Ouverture, der indleder „Ifigenia
i Aulis“.
Med Rette er det fremhævet, at Glucks Liv og Gærning rumnier
mærkelige Modsigelser: Han arbejder bevidst og energisk paa at
lade det musikalske opstaa af Digtningens Stemninger og
Situationer, ja af dens Ord, og dog betænker han sig ikke paa selv i
sine seneste Værker at indføre uden Forandring hele Satser fra
tidligere Arbejder, ofte endog fra Operaer, der er skrevne inden
Reformidéerne stod klare for ham. Vi har alt nævnt Eksempler
derpaa: „Armides Ouverture, der er laant fra „Telemaco“,
Ifige-nias Klagesang (i „Ifigenia paa Tauris“), der toges fra „La
cle-menza di Tito“. Fra samme Opera er laant det bekendte
yndefulde Kor, der modtager Klytemnestra og Ifigenia i Aulis
(Que d’attraits, quelque majesté) og som senere er gaaet videre
til „Ifigenia paa Tauris“, hvor det — ganske vist med en let
Mollklang — anvendes til en hel forskellig og vemodsfuld Tekst.
Fremhæves maa endvidere Overførelsen af Indledningsmotivet i
„Ifigenia* (der begynder saavel Ouverturen som Agamemnons første
Arie, c-moll) fra „Telemaco* — og hermed er „Laanenes* Mængde
endda ingenlunde udtømt. Vistnok var slige Gentagelser langtfra
ualmindelige hos samtidige (og forudgaaende) Operakomponister,
hvilket forklares naturligt derved, at en Opera i Reglen kun
komponeredes for en bestemt Scene, og naar den var udspillet, saa
temmelig gik i Glemme; men hos Gluck forbavser de — selv om
man maa indrømme, at Laanene i Reglen er sket med Smag.
Maaske forklares de derved, at Gluck, trods al sin Idealitet, var og
blev en snild og „praktisk* Mand, hvorpaa vi jo har set andre
Eksempler: et Stykke, der engang havde slaaet an og vundet Yndest,
vilde han ikke uden videre/lade smuldre hen i Theaterarkiverne1).
*) Her maa man jo ogsaa tage i Betragtning, at Glucks musikalske
Opfindsomhed ikke var ret stor, og nævnes kan det, at ialtfald en enkelt
Forfatter taler om hans Magelighed {paresse); den kunde da vel friste ham til
at benytte et ældre brugbart Musikstykke fremfor at skrive et nyt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
