Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sonater for andre Instrumenter, og hvad der overhovedet ikke blev
trykt eller senere er forsvundet, og naar man derhos husker, at
denne livlige Frembringelse tildels falder i de Aar, da Frederik
den Stores Krige hærgede Landene og holdt Sindene i stadig
urolig Anspændthed, da faar man uvilkaarlig nogen Respekt for
disse „Ilaydns Forgængere".
Periodens Betydning er altsaa den, at i dette Tidsrum
udvikles — tildels endelig formes — Sonaten. Tidligere har Kuhnaus,
de italienske Violinspilleres og Scarlattis Arbejder i denne Retning
været omtalt. Til disse Forløbere er det, at man ganske naturlig
slutter sig. Fra Violinsonaterne tager man det flerdelte (tredelte)
Anlæg, fra Scarlatti det enkelte Stykkes Form og Struktur
(Sonateformen som speciel Betegnelse). Men kun langsomt arbejder man
sig frem til større og større Sikkerhed i Formen — og samtidig til
mere og mere ubetinget Frigørelse for Polyfonien. Selv hos Philip
Em. Bach spores der en saadan stadig Udvikling og Fremadstræben.
Man maa nemlig ikke betragte denne Komponist som indtagende
en Særstilling blandt Tidens Musikere (undtagen forsaavidt som han
var en af de betydeligste og højst ansete), man maa ikke i ham
se den, der afsluttede en Udvikling, som de andre havde begyndt.
Tværtimod, Phil. E. Bach var selv med inter arma, og det kan
endda være vanskeligt at fastslaa, om Bach eller andre af de
Komponister, der arbejdede jævnsides med ham, tidligst er naaet til
den højeste (tildels endelige) Udvikling af Sonaten, som denne
Periode opviser. Denne Tids talrige Sonaters Kronologi er nemlig
ingenlunde let at bestemme. Mange af dem fremkom i Samlinger,
der udgaves gennem længere Aarrækker, men ikke indeholder
nærmere Angivelse af Tiden for hvert enkelt Nummers Fremkomst
(saaledes en Del Sonater i den udmærkede Samling „Oeuvres mélées“,
der udkom mellem 1755—65).
Blandt de her omhandlede Sonater finder man nu mange
forskellige Typer. Regelmæssig er den tredelte Sonate: En Allegro
indleder, en Adagio følger efter og en Finale-Allegro slutter af,
hvilket sidste Stykke dog ofte ombyttes med en Menuet eller et Tempo
di menuetto, og som der i det Hele ikke tillægges stor Vægt. Talrige
andre Former forekommer imidlertid. Ensats-Sonater er nu sjældne,
Tosats-Sonater derimod ikke; og paa den anden Side forekommer
ogsaa flere end tre Satser (indtil fem). Stykkernes Rækkefølge kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
