Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de to Ting er bievne mig en anden Natur.” Disse smaaborgerlitre
Idealer, denne næsten filistrøse Dyrken af det korrekte tog Haydn
med sig ud i Livet, — det præger hans Personlighed gennem
Tiderne og har ikke været uden Indflydelse paa hans Kunst. Hans
Pietet overfor Barndomshjemmet er saa stor, at han, da han 1796
kommer dertil paa Besøg, knæler ned og kysser Dørtærskelen, inden
han betræder Stuerne.
Ud i Livet maatte nemlig Haydn nu trods sine Barneaar. Det
var en Slægtning, Skolerektor Frankh fra Hainburg, der førte
Drengen bort fra Fædrenehjemmet og blev hans „første Læremester
i Musiken”. Frankh havde hørt om Josephs („Sepjierls*) musikalske
Evner, og da han, der selv var Musiker, fik Drengen at høre, var
han ikke i Tvivl om, at denne kunde naa store Maal. Han tilbød
at tage ham til sig og undervise ham, og vanskeligt var det ikke
at opnaa Samtykke fra Faderen, der med Glæde saa den
Mulighed i Møde, at Sønnen kunde uddanne videre de Evner, denne
havde taget i Arv efter ham. Fra Landsbyen drog da Haydn til
Købstaden Hainburg, hvor han studerede under Frankhs
Vejledning og boede i hans Hus. „Denne Mand takker jeg endnu i
hans Grav”. sagde Haydn i sine sidste Leveaar, „fordi han har
holdt mig til at lære saa meget, om jeg end fik mere Prygl dertil
end Mad at spise”. Frankh var en dygtig, men stræng Mand;
hans Forhold var derimod ikke ganske uplettede — kort efter
Haydns Ankomst blev han anklaget for falsk Spil; i hans Hjem
herskede Uorden og Griseri, som man kan tænke det, til stor
Ærgrelse for den pertentlige Kostgænger.
Heldigvis har man opbevaret Træk af Haydns Barndomsliv,
der viser, at han ikke altid var „den artige Dreng”, men mest
laa dog Pligterne ham paa Sinde; saa længe Arbejdet ikke var
fra Haanden, lod han sig ikke friste af letsindige Kammerater, „men
tog sit lille Klaver (Klavikord) under Armen og gik op paa Loftet
for mere uforstyrret at kunne øve sig.” (Yttring af Haydn om den
noget senere Studietid ved St. Stephans Kirkes Sangerkapel).
Den Gang Haydn fik Lov at følge med Frankh til Hainburg,
var det egentlig ikke Meningen, at hans Livskald dermed skulde
være bestemt. Tværtimod, Moderen vilde helst have en Præst ud
af_ham, og Undervisningen hos Frankh skulde egentlig nærmest
være en Prøve. Da Haydn havde været to Aar i Hainburg, skete
der imidlertid en Begivenhed, der endelig fastslog hans Musikerkald.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
