Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
viklinger, Breve og tabte Dokumenter; navnlig gælder dette den løst
sammensatte 2den Akt, specielt dens sidste Halvdel.
Over disse Fejl — om man vil — har Mozarts Musik lagt et
saa bedaarende skønt, broget og fint virket Tæppe, at man knap
opdager dem eller dog ikke længe dvæler derved. Ikke heller bør
man opholde sig længe ved de mange tyske Forfattere, der korser
sig mere eller mindre højtidsfuldt over, at Mozart har komponeret
en saa „usædelig Tekst"1). Hvad vil man egentlig sige dermed?
Vil man virkelig, at Mozart, der havde levet et broget Ungdomsliv,
og nu tumlede sig i det livsglade Wien. munter og frejdig tagende
Del i Maskerader og Redouteballer, at han skulde falde i Svime
over en Digtning, der skildrer denne Samtids Liv og tilmed spotter
dens Udskejelser i nogle Retninger? Mozart var vel saa fin og
ædel, saa sjælfuld og kunstbegejstret som nogen i sin Tid og i det
daværende Wien, men han var og blev — derom vidner tydelig
nok hans Musik som hans Breve og hvad andet der er overleveret —
et Barn af sin Tid saa fuldt som nogen.
Og desuden er der jo i selve Figaros Bryllup Trøst at finde
for slige Moralister. Mozart er i Skildringen særlig af Grevinden
og Susanne ikke bevidst sædeligere, men dybere, mere deltagende
end Beaumarchais, derfor vokser disse Skikkelser i Sympathi og
Adel gennem hans Toner. Grevindens Arier aander en ægte
kvindelig, øm Hengivenhed og Taalmod i Krænkelserne; Susanne
har i hvert Fald i sidste Akt en Arie, hvortil i Beaumarchais
Skuespil intet svarer, og som udsynger hendes jomfruelige Bevægethed
ved Tanken om den forestaaende Forening med den elskede Ven,
et kysk Sværmeri fremkaldt ved Sommernattens Stemning, ved
Jasminernes søde Duften.
Mozart har i Figaros Bryllup paa genial Vis sammensmeltet,
hvad den italienske og franske Opera havde lært ham. Fra Italien
tog han den blomstrende Melodi, de muntre BufToarier og de
kombinerede Finaler; fra Frankrig den sammentrængte skarpe
Karakterskildring, det dramatisk Livfulde og den omhyggelige Deklamation.
Den i dette Værks I. Del Kap. 13 omtalte italienske
Opera-bufifo-Finale, der, bygget over vekslende Motiver, smidig giver den
dramatiske Situation musikalsk Liv, udvikler Mozart med sin
Rigdom paa Melodier, friske Opfindsomhed, store Formævne og
sceniske Sans her i Figaro til en hidtil ukendt Fuldkommenhed, og
*) Selve den udmærkede Otto Jahn er ikke helt fri for slige Betænkeligheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
