Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tager en pathetisk Flugt, former sig som en triumferende Jubelsang,
der lader tidligere Symfoniværker saa langt tilbage, at man næppe
nok begriber, at kun saa faa Aar adskiller dem i Tiden fra den.
Og dog ligger Forskellen fra Forgængerne endnu dybere end i
dette mere Udvortes og lettere Anskuelige. Med sin Symfoni vil
Beethoven noget helt andet, noget langt større end hine; han vil ikke
nøjes med at underholde ved Vid, Opfindsomhed eller med at vække
Skønhedsindtryk, ikke med at udsynge sin rent personlige Glæde
eller Sorg. Nej, han vil — og dette er det mest nye — gribe
selve Tidens Aand, selve det, der rører de aarvaagne, de klarest
seende og stærkest følende Aander, han vil saa at sige skildre
Verdenshistoriens Udslag paa det aandelige Felt. Et saadant Maal
havde ingen Musiker vovet at sætte sig. Det var en kunstnerisk
Revolution at ville skildre alene gennem Toner, ved Orkestrets
Klange Menneskehedens Hymne til den nye Frihedshelt, eller den
Kampens og Sejrens Tid, i hvilken man selv omtumledes. Og denne
Revolution kom omtrent uden Forberedelse og virkede derfor saa
meget mere imponerende. Uventet varsler Hornraabene i Eroicas
Begyndelse en ny Tid ind, i hvilken der for Instrumentalmusiken
skulde aabne sig store ukendte Felter. Beethoven viste sig selv at
være Mand for at opdyrke dem.
Naar man nu opkaster det Spørgsmaal, om Beethoven allerede
paa dette Tidspunkt af sit Liv og Udvikling mægtede fuldt at løse den
vældige Opgave, han havde sat sig i Eroica-Symfonien, da sigter
man ikke derved til det rent musikalske, thi, som vi har
fremhævet det, her udfolder Beethoven et imponerende Mesterskab.
Nej, det Spørgsmaal, som er drøftet selv af dem, der er fulde af
Beundring for Mesteren, den Indvending, der er rejst, angaar dette,
om Eroica- Symfonien i Sandhed i hele sin Udstrækning svarer
til sit Helte-Navn, med andre Ord, om den Egenskab der særlig
kendetegner de senere Beethovens Symfonier, det ejendommelige
nære Sammenhæng (musikalsk og psykologisk) mellem de enkelte
Satser, hvorigennem Værkets fuldendte Helhedspræg skabes, om
det allerede findes i denne første radikalt Beethovenske Symfoni.
Om de to første Stykker hersker ingen Tvivl; disse Satser er
paa det nøjeste knyttede til hinanden og over begge
Tonedigtninger svæver tydelig Helte-Skikkelsen. Men naar
Sørge-marschen klinger ud, naar vi har oplevet Heltens tragiske Fald, da
er i Grunden Eroica til Ende; genialt er det store Menneskes Kamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
