Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det sidste anspændende Arbejde paa den niende Symfoni
betegnes ved den lille Billet fra Beethoven, som Schindler har opbevaret:
„Samothrazier! Umag Eder ikke herhen, før jeg udsteder en
Hat-scherif, min hurtig sejlende Fregat, den velædle Fru Schnaps, skal
hver 2—3. Dag spørge til Eders Befindende. Levvel, bring heller
ikke nogen anden herhen.“ Og i denne sin Ensomhed arbejdede
han „flittigt som en Bi, strejfende rundt i Mark og Eng (han
tilbragte Sommeren 1823 i Hetzendorf og Baden), og hvad der aldrig
før var forekommet selv i højest aandelig Ophidselse — Gang efter
Gang kom han hjem uden Hat paa Hovedet!0. — I Efteraaret 1823
var de tre første Satser af Symfonien fuldfærdige, og Beethoven
vendte tilbage til Wien for at udarbejde den sidste Sats. Skitser
til denne Symfoni, Melodier til selve Schillers Hymne An die Freude,
findes for Aar tilbage i Beethovens Notitsbøger; men det er
tvivlsomt, om han fra Begyndelsen af havde tænkt sig at slutte
Symfonien, saaledes som det skulde blive Tilfældet, med en Kor-Hymne.
Nottebohm mener, at Idéen først er opstaaet under Arbejdet paa
Symfonien, idet der blandt Skitserne ogsaa findes Udkast til en
instrumental Finale. Imidlertid, selv efter at denne Tvivl var afgjort,
var der endnu en anden Vanskelighed tilbage, den, at finde de
rette Ord for det Recitativ, der skulde føre fra den instrumentale
Del til den vokale. „Det er idag en Festens Dag, lad os fejre den
med Sang og Dans" maa vige for: „Lad os synge den udødelige
Schillers Digt" og dette atter for: „O Venner, ikke disse Toner, lad
os istemme venligere og gladere Toner!" — de berømte Ord, der
nu føre over til Korfinalen.
Endelig stod da færdig det mægtige Værk, der satte Kronen
paa Rækken af Beethovens Symfonier, et Verdensdigt i Toner som
Goethes Faust i Ord — og som dette Digt kommenteret atter og
atter. Forgudet og fordømt, misforstaaet lige saavel af dem, der
manglede Evnen eller Villien til Forstaaelse, som af dem, der
i deres Begejstring lagde mere deri, end Beethoven har villet. At
Mesteren imidlertid har villet noget andet og større end blot at
„skrive Musik", det er saa vist som noget. Alle Theorier om Musik
som skønne Toneforhold, som klingende Former synes saa
fattige, ja taabelige, naar man staar Ansigt til Ansigt med et saadant
voksede han ogsaa op fra sit Skjul, og naar hele Instrumentalstyrken ind-
traadte, blev han næsten kæmpestor, idet han løftede sig op paa Taa-
spidserne ... hele Manden lignede et Perpetuum mobile.’1 (Seyfried.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
