Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der danner Grundlaget for Satsen, der i Karakteren minder om
Skæbne-Symfoniens første Sats. kun at Følelseslivet her er mere vidtspændende,
Fantasien mere glødende. Udarbejdelsen mere energisk og dybsindig,
og Indholdet i det Hele mangfoldigere og rigere, saaledes at Satsen
ikke blot er længere varende, men ogsaa vanskeligere at overskue.
I Hovedsagen er det atter her en hæftig, lidenskabelig Kamp mod
Skæbnen, en stejl Trods, der kommer til Udbrud. Over denne Sats,
en af Instrumentalmusikens genialeste, har Rich. Wagner
træffende sat som Motto Fausts: Entbehren solist du, solist entbehren.
Og mest passer dette Citat paa Satsens Slutning, Kodaen, der
bygges over det stadig gentagne Basmotiv:
og som paa gribende Vis maler en knugende, haabløs Resignation1).
Dog, denne Menneskets (det enkelte Menneskes) Trods bøjes
ikke, fordi det har maattet ligge under i Kampen. Tværtimod, den
følgende Sats — Scherzo — flammer af samme Trods, der blot her
former sig til en kaad, ja vild Lystighed, en Galgenhumor, der
sparker til Skæbne og Forsagelse, og som nyder Livet i dets grelleste
Former paa Trods af hævdvunden spidsborgerlig Moralitet. — Den,
der ret har følt dette Musikstykkes Betydning og lært det at kende
spillet under en genial Dirigents Ledelse, vil billige denne
Opfattelse fremfor den mere gængse, der i Scherzoen kun ser en
Skildring af de verdslige Glæder, en overstrømmende Fryd ved den
jordiske Tilværelse. Der er sandelig for megen Sarkasme, for megen
Vildskab, stigende til Raseri, i dette Stykke, til at élig borgerlig
Fortolkning slaar til. — Men i denne trodsige Livsnydelse finder
Mennesket umulig Tingenes Maal. Det søger ind i sig selv og drømmer
om et Skønhedsrige, en Harmoni og Fred, „der overgaar al
Forstand” {Adagioen). Maalet skulde synes naaet her. Det vilde være
det, dersom Mennesket havde Lov til at nøjes med sin egen Lykke,
hvis en sværmerisk Svælgen i Skønhed og Lykke, der er saa
personlig, at den end ikke helt kan meddeles til andre, i Længden kunde *)
*) „De Sorger, der ramte den store Musiker i saa mange af hans sidste Aar ...
er her udtrykte i al deres Dybde og Bitterhed. Her har han sikkert mere
end nogetsteds produceret proprio e proposito effetto. Det er næsten som
kunde vi se Taarerne paa hans Kinder.” (Grove.)
PP~~
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
