Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dette kunstneriske Arbejde, der, som et enkelt Tilfælde viser,
end ikke ophørte, efteråt en Komposition var befordret i Trykken1),
er vistnok i det Hele karakteristisk for Beethoven, og til det kan
ikke mindst henføres hans enestaaende Mesterskab som
Kvartetkomponist, thi denne Form kræver mere end nogen anden moderne
Musikform det stadig opfindsomme og kunstfulde Arbejde, der her
ligesom ligger mere blot end i Orkesterværker, hvor
Instrumenternes forskellige Klangfarver og de mange Stemmer dækker. Men
ganske særlig er dette Arbejde betegnende for den sidste Periode
af Beethovens Liv og Gerning, hvor da ogsaa Kvartetten dominerer.
Den Kraft, der er saa fremherskende en Egenskab hos Beethoven,
omsættes i denne sidste Periode i Arbejdets Energi. Som det foran
er bemærket, arbejdede Beethoven ikke mere let, og vilde heller
ikke gøre det. I selve Udarbejdelsens Kunstfuldhed, Dybsind og
Rigdom søgte han nu sin Tilfredsstillelse. Det fuldkomne
Arbejde blev hans Maal, da han var afskaaret fra sanseligt at
nyde Musiken og ej heller kunde skuffes ved den Klang, der
ialt-fald delvis kan skjule Kunstværkets indre Mangel eller Svaghed.
Maaske ofrede han ogsaa, nu da han ikke mere selv hørte, for
denne store, dybsindige Kunstfuldhed noget af den enkle Skønhed,
den bredt skaarne Lidenskab, der var ejendommelig for den forrige
Periodes Værker.
Mest udpræget er denne sidste Beethovenske Stil at finde i
Sonaterne og særlig i Kvartetterne. Endnu i den niende Symfoni er
der en vis Venden sig imod Verden, en vis Universalitet, selv om
Udtrykket derfor er stærkt personligt; i Messen møder vi vel en gribende
Selvfordybelse, men endnu her sætter selve Stoffets Objektivitet (det
kirkelige) nogen Begrænsning derfor. Sonaterne og Kvartetterne
skriver Beethoven derimod helt for sig selv, de er saa intime sjælelige
Aabenbaringer som Musikens — ja vel ad Kunstens — Historie
overhovedet kender dem. Det er imidlertid umuligt at komme i
l) Efter at Sonaten i B-dur op. 106 var korrigeret af Beethoven og sendt
Forlæggeren i London, eftersendte han et Brev, hvori han bad om at føje
til Begyndelsen af Adagioen denne, som det nu forekommer os, uundværlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
