Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
semrseria: Vinganno (1812), at han i de nærmest følgende Aar fik opført
fem-seks Operaer. Først Tancredi, der spilledes 1813 paa Theater felicela Fenice i
Venezia blev en virkelig Sukces, der fastslog Rossinis Berømmelse i Italien og
senere skulde grundlægge hans Ry i Tyskland.
Denne Opera fulgte vel i det Hele og Store det velkendte Skema for en
Opera seria, men den vidnede dog ogsaa om Rossinis selvstændige Begavelse og
hans Trang til at gaa nye Veje, der, som det senere viste sig, skulde blive af
meget Betydning for den italienske Opera. Til en vis Grad betegner Tancredi
en ny Stil i italiensk Operamusik. En friere, ungdommelig flot Tone og en
livfuldere Rytmik hersker deri; de skematiske og kedsommelige Seccorecitativer er
indskrænkede, og i Melodierne er tilstræbt en folkeligere, mindre akademisk
Tone end den, der hidtil havde præget opera seria; endelig indførte Rossini
hyppigere end i Reglen var Skik kombinerede Numre, og han stræbte at give
Orkestret mere Farve og Kraft, ligesom han her første Gang anvendte sit, senere
saa berømte, Crescendo. Alt dette maa næppe opfattes som bevidst kunstneriske
Fornyelser, saaledes som Operaens Historie har kendt dem flere Gange inden
Rossinis Dage. Nej, det var en ung og frejdig Musikbegavelses instinktmæssige
Fornemmelse af, at Tiden trængte til stærkere Kost, end den stagnerede og
dekaderede Opera i lang Tid havde budt; Rossini var ingensinde Revolutionsmand
i sin Kunst, ej heller reflekteret Æsthetiker. Han var en klog Mand med fin
Næse for, hvad Publikum ønskede — han sporede det før de andre, og hans
medfødte musikalske Rigdom lod sig hurtig og let udmønte efter Tidens Krav
Saaledes gik han i Spidsen, og saaledes var han lykkelig med sine Operaer, som
ingen Reformator er det, og saaledes endelig fulgtes han — som vi skal se —
af en Skare ringere Aander.
Tancredi1) vandt altsaa en stor Sejr ved sin musikalske Flugt og sin for
Rossini saa ejendommelige Melodirigdom, og Sejren forfulgtes i en Opera buffa
l’Italiana in Algeri, nærmest en kaad Farce, til hvilken Rossini havde skrevet
en sprudlende lystig og melodiøs Musik i den traditionelle Genre.
Indtil 1895, da Elisabetta, regina d’Inghilterra, der omhandler den
engelske Dronnings Kærlighed til Leicester, og som, omend mere bredt
og bevidst, er komponeret i den i Tancredi anslaaede Stil, opførtes i
Neapel, havde Rossini skrevet hele femten Operaer, men med nogle
af de senere havde han ikke synderligt Held. Han søgte sig da en ny
Skueplads for sin Virksomhed og lod sig 1816 engagere til at
komponere en Opera for Argentinatheatret i Rom. Det blev hans
Ungdoms ypperste Værk: Il Barbiero di Seviglia. Det var noget af et
Vovestykke at give sig i Lag med dette Sujet, som Paisiello havde
behandlet i en fortræffelig Opera, der ansaas for klassisk, og Rossini
gik til Værks med klog Forsigtighed. Teksten omarbejdedes (af
S t er bin i), saa meget som mulig, og — ikke altid til dens Fordel
— fjernedes den fra den Passielloske, Titlen forandredes af Hensyn
til den gamle Mester til Almaviva eller den unyttige Forsigtighed;
*) I denne Opera forekommer den fordum saa berømte Arie: Di tanti palpiti, der iøvrig
tilkomponeredes i sidste Øjeblik. Tancredo optog i det Hele kun Rossini i fjorten Dage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
