Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blev denne Opera særlig paa Grund af den store Bøn (Kor), en lykkelig
Inspiration, der ikke laa i den oprindelige Plan. men føjedes til, da Maskineriet ikke
magtede at fremstille Overgangen over det røde Hav. De Operaer, der iøvrig
opnaaede størst Ry, var Maometto II og La donna del Lago. I alle Operaerne
fra denne Periode var Hovedpartiet lagt til Rette for den smukke og begavede
Koloratursangerinde Isabella Golbran, der 1822 blev Rossinis Hustru — men
med hvem han kun fortsatte Samlivet en kort Aarrække.
Rossinis sidste italienske Opera blev komponeret for Venezia, det var
Semi-ramide, der opførtes 1828. I denne Opera havde han delvis opgivet sine
Ændringer fra Otello. Kvindehelten optraadte paa ny og atter udskilles skarpere
Recitativ og Arie efter den traditionelle Norm — maaske krævede Venetianernes
Smag slige Hensyn. Men i disse Arier havde Rossini til Gengæld ødslet med
nogle af sine mest følelsesfulde, svulmende og rigt ornamenterede Melodier, og
han havde udnyttet sine sceniske Erfaringer i virkningsfulde Ensembles. Alligevel
svigtede Publikum ham denne Gang; Semiramide gjorde ikke synderlig Lykke.
Almindelig hedder det nu, at det var dette Uheld, der bestemte Rossini til
at afbryde sin italienske Karriére. Rimeligvis har dog Thrane Ret, naar han
ser dybere Aarsager til, at den unge Komponist forlod sit Fødeland. „Han havde
forlængst haft en Følelse af, at han stod paa udhulet Grund . . . der ikke noget
Spor af, at han senere hen nogen sinde tænkte paa at skrive en Opera for
Italien. Som i en Karnevalsfest havde han tilbagelagt sin Vej og alle de
Muligheder, Italiens musikalske Scene frembød, havde han udnyttet . . . Han følte
ogsaa, at han ofte frivillig havde sænket sig ned til et for lavt Niveau ... at
han var surret fast i egne Former og Melodier.” Sikkert nok er der i de bedste
af Rossinis senere Operaer fra Otello af en Retning imod bredere og stærkere
Scenevirkning, end Italienerne var vant til fra den ældre Opera seria, og da
Rossini erfarede, af hvilken Nimbus hans Værker netop nu var omgivede i det
øvrige Evropa, var det ikke urimeligt, at han tænkte paa at udnytte sine Chancer
udenfor Italien.
Allerede inden Semiramide havde Rossini efter Barbajas Ønske
komponeret en Opera med særligt Henblik paa Wien. Det var den
første Gang 1822 i Neapel opførte Zelmira, i hvilken han — saaledes
siges det ialtfald — for at imødekomme den tyske Smag havde
anvendt megen Omhu paa Udarbejdelsen, specielt paa
Instrumentationen. Samme Aar gæstede Rossini personlig Wien og fejredes
paa det mest glimrende. Det store Publikum var alt forinden
henrevet af hans Operaer, særlig havde Tancredi beredt Vejen for
Rossini. Men selv de mere kræsne kunde ikke frakende ham et
sjældent Talent, de maatte beundre Italiener-Sangeres Virtuositet og
den sanselige Skønhed i deres Ydelser; og de indtoges af den
elskværdige, vittige og altid beskedne Maestro. End ikke Mænd som
Beethoven og Schubert kunde helt frigøre sig for det sydlandske
Trylleri, som disse Rossiniske Operaer bragte med sig.
Men selve Retningen, der satte de udvortes ørekildende Virk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
