Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Operaer. De laa Franskmændenes Smag og Traditionen (fra
Opera-comiquen) nærmest og formaaede i fortrinlig livfuld Udførelse at
sætte alle andre i Skygge. 1821 kom Otello frem. og denne Opera
med det theatralsk gribende Sving, der ret passede for Parisernes
Smag og den yderligere Begejstring for Rossini og for hans Sangere,
særlig for Garcia og Mdme Pasta.
Forholdene var nu ogsaa her i Paris saa gunstige for Rossini
som mulig. Man levede under Reaktionens Tegn, og nød i fulde
Drag den Fortryllelse, der udgik fra Rossinis Operaer. Dertil kom,
at de letbevægelige Parisere, hvis Musiktrang saa at sige ene
tilfredsstilledes i Theatret, i endnu højere Grad end Tyskerne lod sig
paavirke af den ejendommelige Ild og Flugt, sanglige Glans og
Flothed, der prægede disse italienske Sangeres Præstationer. Der
dannede sig saaledes et Parti, der begejstret svor til Rossini, ti
Modstanden mod hans Operaer vaktes samtidig med deres Sceneheld.
Spottenavnet les dilettanti optog disse Rossinister som Ærestitel,
medens de til Gængæld kaldte Tilhængerne af den fransk-nationale
Musik (og af Mozarts Operaer) for „Filosoferne". Der opstod en ny
musiklitterær Strid af den Art, som Paris havde kendt det flere
Gange lige siden Bouffonisternes Dage — men Striden havde denne
Gang ikke stor kunsthistorisk Interesse, det drejede sig nærmest om
et rent Mode- og Smagsspørgsmaal, og de Indlæg, som ret rigelig
findes oversatte i C. Thranes Bog om Rossini, og som paa ægte
fransk Manér er holdte i en overfladisk, stilistisk elegant Tone uden
nogen dybere Indgaaen paa Sagen, læses mere som Bidrag til den
kulturelle Situation end som æsthetisk værdifulde Indlæg.
Hovedmanden blandt Rossinis Modstandere var Komponisten
Henri Montan Berton1), der udgav Brochuren: De la musique
mecanique (Rossinis) et de la musique philosophique, og af selve Striden
gav d’Ortigue en Skildring i sit Skrift: De la guerre des dilettanti
(1829), i hvilket han, der oprindelig var Beethovenist, nærmest stiller
sig paa Rossinis Side. For denne kæmpede ogsaa den bekendte
CastilBlaze (fils)2), der ingenlunde undervurderede sine Fortjænester
af den franske Musikkritik og Rossinis Anerkendelse i Særdeleshed3).
») (1767—1S44), jfr. om denne Musiker Kap. VIII pag. 431.
2) (1784—1857), en meget aktiv Musikskribent; hans Oversættelser eller rettere
Bearbejdelser af tyske Operaer som Don Juan, Jægerbruden o. fl. er blevet
stærkt kritiserede.
s) En ivrig og højt begavet Bekæmper af Rossini-Dyrkelsen, optraadte faa Aar
senere i Hector Berlioz.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
