Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa de Meyerbeerske Instrumentationseffekter har mangen senere
Komponist draget sig til Nytte.
I hvad her er fremdraget som den Meyerbeerske Operamusiks
fortjænstfulde Sider, har der, som man vil have set, stadig maattet
gøres det Forbehold, at for Meyerbeer stod ikke det kunstneriske
Ideal, men den ydre Effekt— „Virkningen uden Aarsag“ som Rich.
Wagner saa ypperlig betegner det i sin Omtale af Meyerbeers
Livsgærning — som det afgørende, at hans Smag kun var lidt
lutret, og hans Stil lidet ren, et utiltalende Pluksammen af de
bedst lønnende Operavirkninger. Paa disse Punkter ligger
Meyerbeers store Brøst, der har gjort, at hans Opera ikke blev et
overlegent, idealistisk Kunstværk med Livskraft ud over Døgnet.
„Meyerbeer besidder al Kunst og alt Talent for den store Opera; der
mangler ham kun en Ubetydelighed: en vaagen og ren kunstnerisk
Samvittighed(Riehl.) Allerede af Valget af Teksterne fremgaar
Meyerbeers effektsyge, smagløse Naturel: de grelleste Kontraster, de
ufineste forgrovede Virkemidler, usympatetisk Koketteri og Leflen
træffer vi deri.
Meyerbeer svævede da ogsaa i en Vildfarelse, naar han troede,
at han kunde skabe sande historiske Musikdramaer. Han har
overhovedet slet ikke skabt virkelige Dramaer. Hans Operaer
be-staar af Situationer, af Tableauer med en historisk Kolorit, der
undertiden er saare tvivlsom, undertiden opnaaet ved let købte Midler
(Luthersangen, Gendøberkoralen). Og lige saa lidt som dramatisk
Opbygning og Udvikling findes der i hans Operaer egentlig historisk
Karakterskildring — ganske enkelte Gange har han haft en lykkelig Haand
som i Skildringen af Marcel i Hugenotterne, delvis af Bertram i Robert
(skønt han er lovlig nær i Slægt med Kaspar i Jægerbruden), men
hvilke ynkelige Marionetfigurer er ellers ikke hans „historiske"
Karakterer, Raoul, Johan v. Leyden, Robert og hvad de alle hedder.
De lever højt paa den hule Pathos, den tomme Frase, den vandede
Sentimentalitet, og de synger alle det Operasprog, som var gængse
og yndet i Frankrig og Italien i 1830 — 40.
Der maatle en større og idealere Aand til for at skabe det virkelige
Musikdrama; det stod ikke i Meyerbeers Magt og har vel ret beset
heller aldrig været hans Agt. Han bragte derfor ikke Operaen noget
virkeligt Skridt fremad, hvormeget ægte Theaterblod der end randt
i denne Musikers Aare, og hvormeget end senere Theaterkomponister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
