Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
følger en Korsats, for hvilken Shakespeares Prolog danner
Grundlaget, men hvori der er tildelt Episoden Kincj Mab en større
Plads; en Balletscene med Romeo og Julies første Møde følges af
Havescenen — et meget smukt Stykke, der omfatter Julies
Til-staaelse til Nattens Stjærner og Romeo og Julies Kærlighedsscene,
men vel at mærke udtrykt i Instrumentalsatser uden Sang, som
vilde Berlioz vise, hvorledes Musiken selv uden Ord kan give disse
sværmeriske og lidenskabelige Stemninger øget Varme og Styrke.
Et Mesterstykke af Instrumentalionskunst har Berlioz skabt i det
næste Stykke King Mab ligeledes instrumentalt, hvorimod
Sangstemmerne kaldes til Hjælp i Julies Gravfærd. Svagere er
Symfoniens to sidste Afsnit, Gravscenen og Finalen med Mængdens
Sammenstimlen ved Graven, Munken Lorenzos Formaninger og
Forsoningsscenen mellem to stridende Slægter.
Hvis Berlioz havde haft nogen Tillid til dette Værk, hvori han
havde nedlagt saa megen Følelse og saa meget Arbejde, blev han
haardt skuffet. Symfonien modtoges saare kølig, da den opførtes
1839. Berlioz havde ikke mere Nyhedens Interesse, man forargedes
nu kun over hans Særheder og skænkede ikke den omfangsrige, og
sikkert upraktiske Symfoni synderlig Opmærksomhed. Kritiken var
Berlioz mindre god end nogen Sinde. Saaledes skrev en Kritiker
om King Mab-Afsnittet, at det var „et lille Spektakelstykke, der
ligner den Lyd, som daarlig smurte Klystérsprøjter frembringer."
Om dette samme Stykke findes i Kretzschmars fortræffelige Analyse
(i Fiihrer durch den Koncertsal) følgende Linjer: „Blandt alle
Aande-scener af lystig, venlig eller uhyggelig Natur, som Musiken har at
opvise lige fra Gretry, Dalayrac, C. M. v. Weber til Mendelssohn
og Meyerbeer, er der ingen, der kan sammenlignes med Berlioz’s
Komposition. Det er et Spøgeri ganske for sig selv, flygtigere, lettere,
afvekslingsrigere end ethvert andet og selv der, hvor Billedet bliver
mere uroligt, af den største Ynde“.
Hin Kritikens Uvilje skræmmede den meget sensible Berlioz,
der af Naturen havde Tilbøjelighed til at føle sig tilsidesat og
forfulgt. Derhos har han sagtens følt, at Publikums svigtende
Interesse havde sin dybere Grund i, at man under Louis Philippes
juste-milieu Regimente vendte sig bort fra den oprørske Romantisme
og betragtede dens Repræsentanter kølig eller overlegent. laltfald
besluttede Berlioz sig paa dette Tidspunkt til at søge bort fra sil
Fødeland i Haab om, at han i Udlandet — og da navnlig i Tysk-
36*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
