Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Værk1); nu sluttede sig yderligere til Berliozbevægelsen Mænd som
Franz Liszt, Theoretikeren J. C. Lobe og Griepenkerl. Vel
holdt den varme interesserede Stemning overfor Berlioz sig ikke
i Længden, men hertil mærkede han selv intet og Modsætningen
mellem Modtagelsen i Tyskland og den Opfattelse, man i Frankrig
havde af hans Betydning, var for stor til, at hans Rejsebreve fra
Tyskland (Voyage mvsicale en Allemagne et en Italie) ikke skulde
præges deraf. Denne Omstændighed gjorde ikke Pariserpublikumet
gunstigere stemt, og der var kun en ringe Deltagelse tilovers for
Berlioz’s nye store Værk: Damnation de Faust, en Legende i fire
Dele for Solo, Kor og Orkester, der tilmed fremkom i en maadelig
Udførelse (1846). Kimen til denne Komposition tindes allerede i
Huit Schies de Faust (— der komponeredes for Solo og Kor i 1828—
29 og udkom som op. 1, men senere tilbagekaldtes af Berlioz —) og
hele Kompositionen er et Udtryk for hans gamle Kærlighed til
Goethes Digtning, og en stor Del deraf komponeredes i Tyskland og
Østrig-Ungarn 1 2) (hvorhen Berlioz fortsatte sin Kunstrejse fra
Tyskland). Herfra stammer den mildeist talt mærkelige Indlæggelse
af Rakoczy-Marschen, hvilken Berlioz havde lært at kende i
Ungarn.
Om sin Benyttelse af Goethes Faust, hvorfra Teksten er taget
brudstykkevis, skriver Berlioz i en Fortale til det trykte Partitur
(1854): „Selve Titlen angiver, at Værket ikke er grundet paa den
ledende Idé i Goethes Faust, eftersom Faust deri bliver frelst.
Komponisten af Damnation de Faust har ene laant hos Goethe et Antal
Scener, som kunde indføjes i den Plan, som han havde lagt, Scener
som fristede hans Aand uimodstaaelig ....“. Hertil føjer Ad.
Jullien den Bemærkning: „Det havde været mere modigt og mindre
farligt (om Berlioz ikke saaledes havde søgt at undskylde sit
Forhold til Goethe), ti han havde da ikke indviklet sig i Forklaringer,
der intet forklarer, men ene beviser, at han havde undfanget sin
Faust — omtrent som Lélio — for at kølne sin Ild, for at udøse
sin musikalske Inspiration og for ikke at lade uanveridt forskellige
Udkast til Stykker, som han havde Tiltro til“.
Noget kunstnerisk Hele udgør da ikke Damnation de Faust med
1) Om Schumanns vekslende Stilling overfor Berlioz’s Musik jfr. den udførlige
Fremstilling i Jansen: Die Davidsbundler p. 88 ff.
2) Balladen Kongen i Thule udgav Berlioz for et nyopdaget efterladt Arbejde
af Weber — og Mystifikationen lykkedes!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
