Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ret stor Sukces; efter en Snes Opførelser henlagdes den og først i
de seneste Aar har man paany søgt at fremdrage dette Berlioz’s
sidste store Værk i dets Helhed dels i Tyskland (Karlsruhe) dels i
Paris — dog det synes ikke, at Operaen skal vinde mere Fodfæste
end Berlioz’s andre dramatiske Værker — trods dens ædle, pathetiske
og malende Enkeltheder.
Sine sidste Leveaar tilbragte Berlioz meget trist. Hans Helbred
var nedbrudt og hans Sindsstemning trykket paa Grund af
Familiesorger og den stadig svindende Interesse for hans Gærning og
Personlighed. Berlioz trængte til at være Midtpunktet for et stort
Publikums spændte Opmærksomhed, nu var han en glemt Mand —
endda han endelig havde opnaaet de Æresbevisninger, enhver fransk
Kunstner efterstræber og sætter saa højt: Lænestolen i Akademiet
og Æreslegionens Kors. I de sidste 5—6 Aar af Berlioz’s Liv opførtes
ingen af hans Kompositioner i Paris, derimod gæstede han Wien til
en Opførelse af Damnation de Faust og, som foran omtalt, Rusland
(1867)l). — I Paris levede Berlioz ensomt og kun omgivet af faa
Venner, blandt disse Ernest Reyer, hans Elev og Efterfølger som
Kritiker ved Journal des Débats. Den 8de Marts 1869 døde Berlioz.
Aaret efter udkom hans livfulde, karakteristiske, men historisk ikke
ganske paalidelige „Memoirer". Det er foran omtalt, hvilken
betydningsfuld Virksomhed Berlioz udfoldede som Musikskribent; sine
Afhandlinger — kritiske, causerende og novellistiske — samlede han senere
under Fællestitler som Soirées d’orchestre, A travers chants2), eller
Grotesques de la musique; lutter Værker, der rummer en snart
alvorlig snart humoristisk Kæmpen for, hvad Berlioz satte højst i sin
Kunst. Et endnu betydeligere litterært Mindesmærke har Berlioz
sat sig i sin ypperlige Traité d’instrumentation et d’orchestration
moderne (1843), i hvilken han har øst af sin Erfarings og
Opfind-somheds Rigdom paa dette Omraade og givet en klar og
aand-fuld Vejleder for Musikerne; undertiden bisar som Berlioz’s Musik, *)
*) Fra dette Besøg skildres Berlioz saaledes af Lenz (i Die grossen
Pianofortevirtuosen unsere Zeit): Efter Tabet af Sønnen, hans hele Lykke, forekom
han mig som en Vicar of Wakefield. Da var det ikke klogt at tale med
ham om Liszt, da holdt han Beethovens B-dur Symfoni for den skønneste,
da laa den stakkels syge Mand altid paa Ryggen i Storfyrstinde Helenes
Palais, hvor han boede. Berlioz var ulykkeligere end Kong Lear.
*) Et Ordspil med A travers champs, d. v. s. paa Krys og Tværs, altsaa Musik
paa Krys og Tværs eller lignende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
