Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rede Klaverstykker: Variationer over Navnet Abegg, tilegnede den fingerede
Komtesse Pouline v. Abegg, op. 1 og Papillons op. 2, udkastede allerede i
Heidel-berger Dagene og efter Schumanns egne Udtalelser inspirerede af det næstsidste
Kapitel (en Balscene) af Jean Pouls Flegeljahre; op. 1 viste ingen sikker Stil,
men et godt Kendskab til Klaveret; op. 2 bares af en Jean Pauls Følsomhed og
viste i sin musikalske Oprindelse tilbage til Fr. Schubert. Andre Arbejder havde
Schumann endnu i Gang, da han med nogle Ligesindede fattede Planen til
Ud-givélséii af en ny Musiktidende, et Oppositionsblad, der direkte skulde have til
Formaal at bekæmpe ,Filistrene”.
Der var indre og ydre Foranledninger nok til dette Skridt. Først og
fremmest Schumanns ungdommelige Vrede over de (foran skildrede) triste musikalske
Forhold, navnlig over Klaverspillets og Klaverkompositionernes Forfald. Dernæst
den triste Erfaring Schumann gjorde, da han flammende af Begejstring over
Bekendtskabet med Chopins Don Juan Variationer (op. 2) havde skrevet en
Artikel derom for Allgetneine musikalische Zeitung, der redigeredes af den gamle
konservative Musiker Fink1). Denne indledede nemlig Anmeldelsen med nogle
bittersøde Reservationer og bragte senere en (anonym) nedrakkende Kritik af
samme Opus. Endvidere Schumanns Forelskelse i Ernestine von Fricken,
en ung Dame fraAsch (i Bøhmen), med hvem Schumann en Tidlang var forlovet2),
og i hvis Øjne han gerne vilde staa som den, der udførte en stor Bedrift, og
endelig Samlivet med en Kreds af Venner, der samledes om Schumann i Kaffébaum
— „hver Aften og ligesom tilfældig — til Udveksling af Tanker om den Kunst,
der var for dem Livsens Spise og Drikke Musiken”. I denne Kreds var
Schumann den ledende Aand, uagtet de ydre Betingelser herfor fattedes ham i høj
Grad — hans Tavshed var jo næsten en Legende — og en smuk Dag udgik fra
ham Parolen: Lad os ikke se uvirksomme til; tag fat, saa at det kan blive bedre
og Kunstens Poesi atter kan komme til Ære.
Saaledes stiftedes da 1834 Neue Zeitschrift fur Musik med
Schumann, Wieck, Jul. Knorr og Ludvig Schunke (1810—
1834) som Ledere. Dette nye musik.-litterære Foretagende skulde
faa en Betydning for Tysklands Musiklivs Udvikling, der ikke let
kan overvurderes. Det vilde ikke blot afløse de hidtidige ensidige
pedantiske eller dilettantiske Musikblade, men det vilde bevidst
kæmpe for en Højnen af Tonekunsten. Det skulde „anerkende den
ældre Tid, bekæmpe den nærmest forudgangne som en
ukunstnerisk og forberede den kommende som en ny poetisk. Nye
Gudebilleder skulde opstilles, udenlandske Afgudsbilleder (Rossini?) skulde
omstyrtes ... Idealet var et stort Kunstbroderskab til Forherligelse
af tysk dybsindig Kunst.“ Og Programmet lød paa Kamp: „man
J) Gottfried Wilh. Fink (1783—1846) var oprindelig Teolog og beskæftigede sig særlig med
Børneopdragelse; fra 1827—1841 var han Redaktør af Allgem. Musik Zeitung; 1842 blev han
Musikdirektør ved Leipziger Universitetet. Han var som Komponist og Skribent („Geschichte
der Oper“, „Musikalische Kompositionslehre“) flittig o§ samvittighedsfuld, men tør og
uoriginal.
-) Se Prochazka: Arpeggien p. 107 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
