Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Omraade, da kæmper han trods energisk Opbyden af al sin
betydelige Ævne forgæves med sin Forgængers Manes.
Det mere tekniske Skæl mellem de to Kunstnere er at søge
deri, at Schumann i Lighed med Schubert og Mendelssohn ofte
valgte Themaer, der i deres Sangform straks gav hele deres
Stemning og Indhold. Han var allerede derved afskaaret fra som
Beethoven at lade Themaerne under Udarbejdelsen udvide sig,
aaben-bare sig og saa at sige vokse udover sig selv. Sehumanns
Udarbejdelse underholder ved Enkelthederne, ved opfindsom Forskydning,
Omsætning og Afveksling. Og paa dette Punkt staar han ogsaa
ubetinget som den interessanteste og levedygtigste af Beethovens
Efterfølgere, der navnlig lader Mendelssohns Selvfølgelighed i
Udarbejdelsen langt bag sig.
Nok saa „stor" som i Symfonierne turde Schumann være i et
mindre omfangsrigt Orkesterværk som Manf red-Ouverturen, men
den pathetisk-lidenskabelige Stemning i dette prægtige Musikstykke
er rigtignok ogsaa saa lidt universel, saa afgjort romantisk, at det
faldt særlig tæt sammen med Sehumanns Individualitet.
Karakteristisk er det, at dette Musikstykke ogsaa fra Orkestrationens Side
— der ellers ikke var Sehumanns stærkeste Side1) — maa
henregnes til hans mest vellykkede (jævnsides med Partier af Paradis
og Peri og af Faustnmsik, der begge ligeledes laa Sehumanns
Personlighed særlig nær).
Udviklingsgangen i Sehumanns Kunst bliver da i de store Træk
følgende: En brusende oprørsk Ungdomskunst, først famlende, senere
mere bevidst og sikker, men stadig udfordrende i sit Indhold og
søgende — ofte næsten anstrængt — efter nye rytmiske og
harmoniske Udtryk, der undertiden kan virke med en vis
Paatrængen-hed. Derefter et ivrigt Studium af Musikens Teknik (Kontrapunktik)
*) Absolut fordømmende udtaler et Dirigenttalent som F. Weingartner sig
(i Bogen: Die Symfonie nach Beethoven) om Sehumanns Instrumentation i
Symfonierne. En saa skarp Dom maa selvfølgelig staa forForf.s egen
Regning; men erkendes maa det, at Schumann, der først i en senere Alder
naaede til at skrive for Orkestret, med hvilket han indtil da ingen praktisk
Forbindelse havde haft, ofte synes at have undfanget sine Kompositioner
ved Klaveret og først bagefter omsat dem for Orkestret. En saadan
Undfangelse ud af Orkestrets Aand, som vi kender det fra hans Forgængere som
Schubert og Weber og Samtidige som Mendelssohn og Gade, træffer vi saa
at sige aldrig hos Schumann. Hans Oikester fattes derfor Glans og Fylde,
det arbejder tungt og ofte upraktisk og giver ikke det musikalske Indhold
et saa fordelagtigt Relief som ønskeligt og tjænligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
