Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nerede (1844—48). Men allerede i denne Periode bar mange Værker
Præg af Tilbagegang, hvilket gælder om selve den bekendte Rhinske,
Es-dur Symfoni, og det endelige Forfald med dets Gentagelser og
Tomhed bryder igennem i den sidste Periode, i hvilken Schumann skrev
løs i sygelig nervøs Ophidselse og med en næsten mekanisk
Regelmæssighed i Arbejdet — indtil hans Aand svækkedes saaledes, at den
ikke formaaede mere at fastholde de Tonebilleder og
Sammensætninger, med hvilke den stadig tumlede. —
Schumann bragte ind i Musiken et eget ungdommeligt Element
paa et Tidspunkt, da den stod Fare for at sygne hen i tom formel
Efterligning af Klassikerne eller i fad Bravour og Dilettantisme; og
(tildeis’med Mendelssohn ved sin Side) hævede han Tonekunstens
Niveau. idet han fastslog, at den var en alvorlig Sag og dybtindgribende
i det almindelige Menneskelige, holdt Fordringen om et poetisk,
tanke- og følelsesrigt Indhold i Musiken højt og genvakte
Forstaa-else af de symfoniske Tonedigtninges Betydning. Ved sin rige
Rytmik og sine aandfuldt udarbejdede Sange, i hvilke Teksten stedse
kommer til sin Ret gennem Deklamationen og det musikalske
Udtryk, bidrog Schumann endelig til at berede Vejen for Richard
Wagners Musik-Drama.
Mere end andre moderne Komponister har Mendelssohn og Schumann dannet
Skole; navnlig den første var Hovedet for den saakaldte „Leipziger Skole“, hvis
talrige Disciple til den Grad efterlignede hans Manerer, at de maaske mere end
selve deres Mester har bidraget til den Modstand, der snart rejste sig mod den.
Men ogsaa nær til Schumann, hvis Musik gjorde et særlig stærkt Indtryk paa
unge Gemytter, sluttede sig en anselig Skare af Kunstnere.
Mange af disse Musikernavne har Tiden allerede omtrent udslettet igen af
Musikhistorien — de lidet produktive eller uselvstændige Begavelser, Navne som
Albert Dietrich (f. 1829) og Julius Rietz (1812—77). Andre maa der
helliges en kort Omtale enten paa Grund af deres mere frodige Talent, mere
fremskudte Stilling eller mere udprægede Selvstændighed. Blandt Mendelssohns
Adepter maa man ikke søge denne sidste Egenskab. Kun ganske faa Navne lever
endnu — af andre Aarsager:
Ferdinand Hiller (1811—1885) var ligesom Mendelssohn af velhavende
Familie og sattes derved i Stand til at føre et frit og alsidigt uddannende
Ungdomsliv; flere Aar tilbragte han i Paris, hvor han kom ind i et fyldigt og
bevæget Musik- og Kunstliv. — Det er nok at nævne, at hans Omgangsfæller vare
Mænd som Chopin, Meyerbeer, Berlioz og V. Hugo —■; senere gjorde Hiller en
Kunstrejse til Italien, hvor han endog fik en Opera opført (men rigtignok uden
Held). Hiller var en Ungdomsbekendt af det Mendelssohnske Hus og kom snart
ganske under kunstnerisk og personlig Indflydelse af Felix Mendelssohn, ved hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
