Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tasso, Eine Faust-Symfoni (efter Goethe) og Zwei Episoden aus Faust (Lenau),
Les Préludes (efter Lamartine), Prometheus, Hamlet, Orfeus, Hunnenschlacht,
Ma-zeppa (efter V. Hugo), Die Ideale (efter Schiller) — medens f. Eks. Festklänge og
Hungaria mere er Lejlighedsarbejder). — At Fyrstinde Wittgenstein opmuntrede
Liszt i hans litterære Virksomhed og navnlig i hans Kamp for Wagner og
Ber-lioz er sikkert, og til hendes Indflydelse kan man vel ogsaa henføre, at Liszt i
disse Aar begyndte at skrive kirkelig Musik, der indlededes med den berømte
Graner-Messe (Messe solennis til en Kirkeindvielse) og som iøvrig fortsattes
efter Adskillelsen fra Fyrstinden. — Til en Adskillelse kom det nemlig, men
først efter at Liszt 1861 havde opgivet sin Stilling i Weimar og taget Ophold i
Rom. Der havde altid været nogen Opposition i den
lille By mod Liszts Reformatorgærning, og da
efterhaan-den Storhertugens Interesse for den mindskedes, og da
den ny Teaterintendant Dingelstedt søgte at bringe
Skuespillet frem paa Operaens Bekostning, følte
Oppositionen sig saa stærk, at den foranstaltede en
Demonstration mod Liszt, da han første Gang fremførte
Barbier v. Bagdad (Sæson 1858—59). Under disse Forhold
blev Liszt efterhaanden ked og træt af sin mangeartede
Gærning i Weimar, og det var derhos hans Agt i Rom
at indgaa Ægteskab med Fyrstinde Wittgenstein, der
(som Katholik) udholdende havde maattet kæmpe for at
opnaa Skilsmisse fra Manden. Den 22. Oktober 1861.
Liszts Fødselsdag, da alle Hindringer syntes ryddede til
tig. 173. Fyrstinde Wittgenstein. yjjg _ skuide Brylluppet fejres i Stilhed i Rom; da fik
Paven i sidste Øjeblik Betænkeligheder — hvortil han
skal være foranlediget af en bigot „Veninde* af Fyrstinden. — Han forlangte
Akterne til fornyet Gennemsyn. Sagen blev saaledes udskudt i det Uvisse, og
da noget senere (Marts 1864) Fyrstens Død endelig havde banet Vejen til Maalet,
syntes Modet eller Lysten at være borte. Af Ægteskabet blev der ialtfald intet —
Fyrstinden hengav sig til lærde kirkehistoriske Studier og til en mystisk
Fanatisme; Liszt lod sig optage i den gejstlige Stand som Abbed, og fastslog
dermed at han for stedse havde opgivet Ægteskabsplanerne og tillige, at han „havde
taget en fast Stilling som religiøs og katholsk Komponist; ti der ligger et
ubegrænset Felt for Kunsten, som jeg føler Kald i mig til at opdyrke.* (Brev af
1865). I de følgende Aar skrev Liszt da ogsaa mest Kirkemusik: Legenden om
den hellige Elisabeth (1862), Christus (1866), Ungarsk Kroningsmesse (1867),
Requiem (1868), Stille Messe (1879) foruden liturgiske Sange, en Solhymne til
Frantz af Assisi (Liszts Skytshelgen) o. a. m. —
Sine sidste Leveaar tilbragte Liszt afvekslende i Rom, Buda-Pesth — hvor
han blev Ærespræsident for det ved hans Initiativ oprettede Musikakademi (1873)
— og i Weimar, hvor Elever fra alle Verdensdele skaredes om ham i en næsten
tilbedende Beundring; fra hans Skole udgik fremdeles Klaverspillere, der paa
glimrende Maade vedligeholdt hans Stil, men selv spillede Liszt ikke mere
offentlig, saa lidt som han genoptog sin Kapelmestergærning. Derimod blev han Gang
efter Gang kaldet til at lede de stadig florerende Musikfester, og udenfor
Tyskland fremførte han fra Tid til anden sine egne Værker (i Paris, London,
Bruxelles). — Det personlige Forhold til Rich. Wagner var efterhaanden løsnet en
Del paa Grund af mere ydre og tilfældige Forhold. Med Vemod skriver Liszt:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
