Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end af en umiddelbar dyb Skabertrang. Læg f. Eks. Mærke til det
Melodiske — den mest umiddelbare Udstrømmen af Kunstneraanden
— det er i disse Værker højst ujævnt. Vel træffer vi ofte prægnante
og talende slagfærdige Melodier og Motiver, hvis Slægtskab med de
Wagnerske er umiskendelig, men de føles i Reglen mere som Udslag
af kunstnerisk Energi og Beregning end af oprindelig
Sjælsbevæget-hed, og ikke helt sjælden er Melodierne matte og næsten banale.
Men til Gengæld findes rigtignok ogsaa inspirerede og umiddelbart
undfangede Melodier af stor Skønhed1). — Selve det musikalske
Indhold glipper ogsaa undertiden under Arbejdet, og ved Siden af
pragtfulde og gribende Partier staar da øde og besværlige eller
tomt rhetoriske Afsnit.
I det Hele har disse Værker ikke sjælden ombyttet den
„Gemyttets" Varme, som ellers slaar os imøde fra den bedste tyske
Instrumentalmusik, med en vis udvortes, gallisk eller kosmopolitisk
Ordpragt.
Historisk set danner Liszts Symfoniske Digtninge en Fortsættelse
af den Berliozske Symfoni. Men Liszt gaar et Skridt videre end
Berlioz: endnu mere absolut bryder har ned den gamle Form; han
skriver Symfonier i en Sats, men b^-ide over mange Themaer;
og han lægger ringe Vægt paa den ”overleverede Formning, lader
saaledes oftest det Afsnit, der vilrj vare til Modulationen, svinde
ind til Fordel for Reprisen og Koc i den han efter Beethovensk
Mønster lader brede sig og svulme son en imposant Afslutning af
Tonedigtningen.
To af de Symfoniske Digtninge er og i flere Satser: Faust
og Dante, men disse — henholdsvis tre ; to — Afdelinger svarer
ikke heller til den overleverede Symfonis Satser. Og i
Faust-Symfonien træder os imøde en anden fra Berlioz modtagen Idé:
Ledemotivet, der er benyttet (her som andetsteds i Liszts Orkesterværker)
paa en særdeles aandrig Maade, navnlig i Satsen Mefisto, der er
bygget over de tidligere Satsers (Fausts og Margrethes) Melodier i
fræk, brutal og djævelsk-lystig Forvrængning.
At Liszt paa et nyt eller dog forholdsvis uopdyrket Felt alligevel
har ævnet at skabe klare og anskuelige Toneværker, burde fri ham for
filistrøse Beskyldninger for Formløshed — rent bortset fra den Grad
af Sympathi og Anerkendelse, man ellers vil yde hans Instrumental-
*) Sammenfign det helt igennem fortræffelige melodiske Materiale i h-moll
Sonaten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
