- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Andet bind /
712

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Eksempler: Moritz Hauptmann skriver om en Lohengrin-Opførehe: Med Nød
og næppe holdt vi ud til Enden og var ganske enige om, at vi aldrig mere vilde
se en Opera af den Slags. Hanslick resumerede sin Dom i disse Ord: Wagner
er hverken en stor Digter eller stor Musiker, man kan derimod kalde ham et i
højere Betydning dekorativt Geni. — I Munchen erklærede man, at der ikke var
Spor af Melodi, men nok af haarrejsende Modulationer i Lohengrin, og at
Instrumentationen var saa larmende, at det fraraades nervesvage Personer at høre den. —
Ellers taler Kritiken om „den til Princip ophøjede Formløshed" — „en Afgrund af
Kedsommelighed" — „fuldstændig indholdsløse Fraser" — „uren Luft (!) aander
Violinerne, der bevæger sig i det højeste Leje." Blandt de ivrigste Antagonister
møder vi atter her Otto Jahn, der endog tager haardere fat end paa
Tann-hauser: Lohengrin — med dens sødlige Svulst, haarrejsende Harmonier, raa
Materialisme etc. — er en Døgnskabning, selvom Publikum en kort Tid kan
skuffes deraf, fordi Operaen udnytter Tidens Fejl og Svagheder. — Senere følger
franske Kritikere med, først og fremmest Wagners erklærede Fjende Fétis,
men ogsaa en da anset Kritiker Scudo (1860).

Efter AoÅewj/rin-Opførelsen opfordrede Liszt Wagner til at gøre Siegfrieds
Tod færdig og indsende den til Weimar-Theatret. Trangen til musikalsk
Produktion var nu vistnok flammet op igen hos Wagner, men snart følte han,
at den lille Thuringske Hovedstad ikke vilde være det rette Sted for hans
Livsværks Udfoldelse; allerede nu foresvævede Bayreuther-Idéer ham. I Septbr. 1850
udtaler han til en Ven i Leipzig Ønsket om at kunne disponere over 10,000
Thaler, ti da vilde han paa en skøn Eng ved Zurich bygge et imponerende
Theater blot til Opførelse af Siegfried — tre Opførelser i en Uge, saa skulde
Theatret rives ned og Partituret brændes — og Wagner vilde sige til Folk: Nu
gør I ogsaa noget Lignende. „Jeg forekommer dig vel rigelig forrykt?"/"slutter
Brevet, „kan være, men jeg forsikrer dig, at det er mit Livs Haab at opnaa
dette, og at denne Udsigt alene kan opmuntre mig til at tage fat paa et
Kunstværk."

Sagen var imidlertid den, at Siegfried allerede begyndte at svulme under
Wagners Hænder — langt udover en Theateraften i Weimar, ja udover en
Thealeraften overhovedet. Snart udskiller Siegfried sig til to selvstændige
Stykker, der første Gang maa fremføres for Publikum i Sammenhæng, men vel
senere kan opføres hver for sig. Ung Siegfried skulde gaa forud for Siegfrieds
Tod, og han kommer færdig og velrimet til Verden i Juni 1851. Men da Wagner
er naaet hertil, genoptager han et allerede 1848 gjort Udkast til en Nibehmgen
Digtning, og Planen til den nu kendte Nibelungenring med Vorabend: Rheingold
og derefter Die Walkiire, Siegfried, Gutter däm mer ung modnes og omtales som et
fuldfærdigt Projekt i Brev til Liszt af Novbr. 1851. Han taler her dels om en
festspilagtig Opførelse af alle Dramaer, dels om at Værket, naar hans Sundhed
først bringes paa Fode, mindst vil tage ham tre Aar — i Virkeligheden blev det
først færdigt efter tre og tyve Aars Forløb og Festspilopførelsen lod vente paa
sig til 1876! Et sejgt udholdende og trofast Kunstnertaalmod! — Wagner føler selv,
at denne Plan er saa bundløs dumdristig, „at den knap kan fattes af en anden
end den, der har følt sig tvunget dertil af indre Nødvendighed", og han forstaar,
at han med denne Plan „er traadt ganske ud af Forholdet til vort nuværende
Theater og Publikum — jeg bryder bestemt og for stedse med den formelle
Nutid." Imidlertid lyder Liszls Svar straks paa forslaaende og begejstret
Tilslutning, og allerede i December 1852 har Wagner „hele sin store Nibelungen-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/2/0740.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free