Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med den højt udviklede og delvis nye Anvendelse af
Kromatik(„K>o-matikens Hojsang“ har man kaldt dette Værk) og Forudholdsteknik,
med den evigt sydende Moduleren, de dristige, ofte ligesom
uformidlede Harmonispring og med Forkærligheden for enharmoniske
Vendinger, for altererede Akkorder (den forstørrede Treklang), for
Noneakkorder og for Orgelpunktvirkninger, et fornyet Vidnesbyrd om,
i hvilken Grad Wagner var Musiker samtidig med, at han var Digter.
De harmoniske Virkninger — udsprungne af en sjælden dramatisk
Fantasifuldhed, men altid motiverede og velberegnede, udtænkte af
en Mester, der skrider langt frem foran sin Tid — gyder ofte en
vidunderlig Stemningsrigdom over Digt og Drama. Det
harmoniske Mesterskab, Wagner saaledes var naaet til, bærer ogsaa
Nibe-Zww<7<?wdramaerne, om end her efter Stoffet og Stilen Virkningerne
bliver af en noget anden Art, og maaske i endnu højere Grad
Mestersangerne og Parsifal. I dette sit sidste Værk er Wagner endelig i
melodisk og harmonisk Henseende delvis søgt ind paa nye Veje,
idet han forsaavidt de religiøse Sider af Dramaet angaar har knyttet
sin Musik til Middelalderens Kirkemusik. Og de, der ser særlige
musikalske Fremtidsmuligheder i den frie og sublime, harmonisk og
melodisk lige skønne Parø/’aZ-Musik, har maaske ikke ganske Uret.
Paa det polyfone Felt frembød Wagners tidligere Arbejder kun ringe
Interesse, men ogsaa her vokser Mesterens Krav til sig selv med hvert
Værk. Hvor megen Værdi og Betydning den rige og ofte storslaaede
Polyfoni i Tristan og Nibelungenring, der er en naturlig Følge af Arbejdet
med de mange Ledemotiver, nu end kan have, staar Mestersangerne dog
som det stolteste Vidnesbyrd om Wagners senere polyfone
Mesterskab. Tekniken er i dette Musikdrama i højere Grad end i de
andre just grundet paa Polyfonien, og Stilen i Mestersangerne bliver
derved en ganske ejendommelig, en moderne Levendegørelse af
Seb. Bachs kærnesunde, dybsindige og kunstfulde Arbejden med
et „Væv af Stemmer", overført paa det dramatiske Omraade. Hele
denne Mestersangernes Karakter, der „i Virkeligheden betød det
første betydelige Fremskridt ad Polyfoniens Vej siden Beethovens
sidste Værker" (Riemann), gjorde dette Musikdrama til en
Nyskabning i Operaens Historie, og mange har ubetinget villet sætte
Mestersangerne højst blandt Wagners Værker paa Grund af denne sjældne
Forening af en saa udviklet og interessant Musikteknik og en
stemningsfuld, dramatisk virkende, sluttet og derhos folkelig Scenedigt-
illustr. Musikhistorie. II. 48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
