Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Domkoret i Berlin, maa ogsaa regnes til denne Kreds af Musikere. Hans Værker
tilhører for Størstedelen Kirkemusiken, og megen Anerkendelse har navnlig hans
B-moll Messe vundet. — Af disse konservative Musikere kan endnu nævnes Julius
Otto Grimm (f. 1827), der navnlig har vundet Navn ved sine Suiter i
Kanonform og Salomon Jadassohn (1831—1902), Lærer ved Leipziger Konservatoriet,
ligeledes en Mester i Kanonformen, forøvrigt Forfatter af en Bække praktiske
Lærebøger i Musiktheori — og en af Tidens første Bachkendere.
En anden Gruppe omfatter de konservative Musikere, der mere sluttede sig
til den romantiske Skole, repræsenteret af
Mendels-sohn og Schumann: Max Bruch (f. 1838 i Køln)
levede i sin Ungdom et uroligt Vandreliv og
be-klædte_fflrskellige musikalske Stillinger Trods
gentagende Forsøg lykkedes det ham ikke at faa
Fodfæste paa Operascenen, men 1864 havde han i
Koncertsalen et saadant Held med sit Korværk: Scenen
aus der Frithjofsage, at det blev bestemmende for
hans Komponistgærning. Bruchs følgende Korværker
(Schön Ellen, Odysseus, Arminius, Das Lied von der
Glocke, Achilleus o.fl.) vandt Indgang i Koncertsalene,
og det ikke blot i de tyske. Bruch udvikler i disse
Værker en betydelig Sans for klangskøn Korsats og
brede Korvirkninger, saavelsom for
Instrumentations-og dramatisk Effekt. Men Hovedvægten lægger han
paa en let og tiltalende Melodiøsitet og paa et klart
og populært Anlæg. Han synker sjælden ned til det
Ferske og Banale, men hæver sig ligesaa sjælden til det stærkt Følte og
Karak-teriske. Formelt har nærmest saadanne Værker som Mendelssohns
Walpurgis-nacht og Schumanns Paradis og Peri været Bruchs Forbilleder. Af Bruchs
Instrumentalværker har navnlig Violinkoncerterne vundet Udbredelse; den første
sangbare og taknemmelige i g^moll savnes kun sjælden paa en moderne
Violinvirtuos’ Repertoire. Siden 1890 har Max Bruch levet i Berlin som Leder af
Akademiets „Mesterskole". — Store Korværker i Mendelssohnsk Stil skrev endvidere
Georg Vierling (1820—1902), der ligeledes var en anset Berlinermusiker, men
som trods megen Sikkerhed i Korbehandlingen ikke besad M. Bruchs Talent og
kun opnaaede mere forbigaaende Held. Og paa dette Sted kan nævnes
Heinrich Hofmann (1842—1902), der ogsaa skrev en Række Korværker, men
forøvrig, meget produktivt men temmelig overfladisk, var virksom paa omtrent
alle Musikens Omraader. Heldet vilde dog ikke ret følge ham, uagtet han tydelig
stræbte efter Popularitet — denne opnaaede vistnok ene hans firhændige
Klavermusik (Steppenbilder, Aus meinem Tagebuche etc.), behagelig og kultiveret
Salonmusik.
Medens Woldemar Bargiel (1838—97), en Slægtning af Rob. Schumann,
er en ren Elev af hans Skole, indtager Joseph Rheinberger (1832—00) noget
en Særstilling; han besad et kraftigere og mere produktivt Talent, omfattede
omtrent alle Musikens Genrer og var paa en Gang Romantiker (af Mendelssohnsk
Præg) og stræng klassisk i sin Udlryksmaade. Rheinberger indtog da ogsaa i
Munchen en lignende Stilling som Kiel i Berlin. Hans Kunstnerpersonlighed var
vel ikke betydelig nok til at bære den meget lange Række Arbejder, som han i
Aarenes Løb frembragte, men der findes blandt dem — maaske særlig blandt de
Fig.229. Fr. Kiel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
