Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dit Hø, med dens humoristiske Præg, er skrevet, da Hartmann var
henimod 90 Aar gammel).
Nøje sammenhængende med Aandsindholdet og -retningen hos
Hartmann er selvfølgelig hans musikalske Udtryksmaade; man vil
forstaa, at hans Fysiognomi atter her former sig anderledes end
Gades.
Gade var opdraget i Orkestret — dets Klange genlød i hans
Øre, naar han skrev, og de Billeder, der levede i hans Fantasi,
krævede den store Form og den Bredde og Afveksling, som
Orkestret navnlig giver i de symfoniske Former. Hartmann lærte
Musik i sin Stue af Theoretikernes Bøger og ved sin Faders Side
ved Kirkeorglet. De store Former, de brede Linjer, den symfoniske
Opbygning blev ikke hans Sag. Ganske vist har han skrevet et
Par Symfonier og nogen Kammermusik; han beherskede da
forsaa-vidt disse Musikformer, men føjede intet nyt personlig til og han
følte sig ikke draget af den store instrumentale Form saaledes som
Gade; tværtimod, hans Fantasi fik ligesom forøget Flugt, naar han
optog til fri Behandling et billedrigt Stof udenfor den rene
Instrumentalmusik. Hartmanns rene Instrumentalmusik kan falde noget
svag, spredt og balletagtig; naar han skriver til Tekst er han
næsten altid stærk. Her er da atter en Modsætning mellem ham
og Gade. Hartmann staar som den mere litterære Musiker, Gade
som den rene Musiker. Maaske har Hartmanns almindelige
Uddannelse her sin Betydning, ti det falder i Øjnene, at han vælger
sin Tekst med mere litterær Kritik end Gade. Til flere af sine
store Kantater nøjes Gade med Tekster af ret ringe litterær Værdi
(Ekspl. Friihlingsphantasi, Kalanus, Korsfarerne, Psyche), ikke fordi
han ikke havde Sans for digterisk Skønhed, men fordi han kun
ønskede et Grundlag for sin Fantasi og musikalske Idéer — et
Grundlag, som han kunde være desmere Herre over jo mindre det
betød som selvstændig Poesi. Hartmann knyttede sig just til Poesien
i sine Tekstunderlag — derunder ogsaa de Bournonvilleske Tekster
— og stræbte respektfuldt og lydhørt at følge Digtningens
Enkeltheder. Kun sjældent svigter hans litterære Sans eller sikre Øre ham,
og man opdager en falsk Deklamation.
I de for Hartmann mest karakteristiske „nordiske"
Kompositioner har Melodiken sin bestemte Egenart, der uden direkte
Paa-virkning fra anden Kunstmusik, vidner om en stærk personlig Inder-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
