Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men alligevel — hendes Kvindefølelse oprørte sig mod hans
egoistiske Fortabthed i Arbeidet. Hun havde en Fornemmelse,
som rev han dengang Sjælen ud af hende; — lagde hendes
Liv øde for al Fremtid. Og hun vender den samme Anklage
mod ham som Ella Rentheim mod Borkman. "Jeg skulde født
børn til verden Mange børn. Rigtige børn. Ikke af dem,
som gjemmes i gravkjælderne. Det havde været mit kald."
Og saa erfarer hun til sin Forfærdelse, at det Verk, som de
begge har ofret sit dyreste Liv, — det har han ikke havt Mod,
ikke havt Trofasthed nok til at fuldkomme i hendes Billede. Han
blev verdensklog, siger han, i de Aar, som fulgte efter hendes
Flugt. Han opgav sin Ungdoms stolte Drøm. Han sveg sin
Menneskelighed og blev Digter, saa udtrykker hun det. Men
Nemesis har da ogsaa rammet ham. Han, som øved den
Forbrydelse at ofre hendes Livslykke paa sit Verk, han sidder nu selv
som en færdig udslukt Mand, "slap og sløv og fuld af Syndsforladelse
for alle sit Livs Gjerninger og for alle sine Tanker." I sin Vaande
trygler han hende om Hjælp, saa han kan komme til at leve Livet
om igjen! Men hun svarer: "Tomme Drømme. Ørkesløse —
døde Drømme. Vort Samliv har ingen Opstandelse efter sig."
Og dog — det umulige maa de vove. De var ikke af de
ægte IBSEN’ske Skikkelser, hvis de ikke havde den tvingende,
trodsfyldte Drift i Blodet til at oprøre sig mod Livets Love. Den
er ikke for dem, den fattige, kvalmende Menneskelykke nede
i det trygge, trange, lavloftede Samfund. Opad drages de, op
mod Friheden og Lyset. "Op til Forjættelsens Tinde!" Og paa
Flugten did finder de Døden.
Dunkelt og mangetydigt er dette Stykke. Hvad der mest
vanskeliggjør dets Forstaaelse, er at Irenes Repliker saa ofte bevæger
sig paa Grænsen af det ubegribelige, — hun har jo været sindssyg
i mange Aar. Men sikkert er det, at Digteren gjennem hendes
Mund udtaler Dommen over ham, den store Billedhugger, "som
saa helt sorgløs og ubekymret tog et blod varmt Legeme5 et ungt
Menneskeliv, og sled Sjælen ud af det, fordi han havde Brug for
det til at skabe et Kunstverk".
Ogsaa dette Drama er da i sindbilledlig Form et Udtryk for
HENRIK IBSENS Tro paa Personlighedens ukrænkelige Selvherlighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
