Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Venner falder over ham med de raaeste Skjældsord, de tarveligste
Sigtelser, da er det forbi med Paul Lange. Han overmandes af
sin Rædsel for Menneskene, af den dybe Skamfølelse, den
uudryddelige Angst, som er Ophavet til hans Svaghed og Vankelmod.
Vistnok lykkes det Tora Parsberg endnu en Gang at indgyde ham
nyt Livsmod; — men ikke før staar han et Øieblik alene med en
ny Krænkelse imod sig, saa er alle Rædsler over ham igjen. Og
han flygter ind i Døden.
Der er noget uendelig tragisk over Paul Langes Livsskæbne.
Netop hans fine Godhed, hans sjeldne Aandsoverlegenhed, hans
dybe Oprigtighed er det, som ødelægger ham. Havde han bare
eiet nogle Korn af Ondskaben hos gamle Storm, af den frække
Løgnagtighed hos Piene, af den ferske Tro paa Frasen hos Sanne
og Arne Kraft, saa var han uanfægtet levet videre. Og selvfølgelig,
han, som er det mest sanddru og oprigtige Menneske, der
kan tænkes, han blir i de andres Øine Forræderen, den falske,
dobbelttungede Opportunist. "Denne Mand, som taler saa uden
Omsvøb som en Kvinde tænker!" Aldrig har BJØRNSON givet os
et saa forfærdende Indtryk af Livets kolde, lovløse Grusomhed.
I disse to Skuespil har BJØRNSON naaet høiere end
nogensinde tidligere. Der er vid Horisont over dem. Og en hensynsløs,
magtfuld Udfoldelse af Livets og Menneskenaturens elementariske
Vælde og Storhed — i godt som i ondt.
Sammenholdt med disse kraftoverstrømmende Hovedverker i
hans Produktion virker hans siste Dramaer lidt spinkelt og
enstonigt. De har ikke det store Pust over sig af altomfavnende
medmenneskelig Forstaaelse. Digteren staar ikke helt frit over
sine Figurer. Men trods Svagheder hist og her er et Stykke
som "Laboremus" (Mai 1901) en overordentlig fin og sjælfuld
Digtning. Det har en skjær, vaarlig Ynde over sig og
samtidig noget hemmelighedsfuldt lokkende og æggende. Man blir
sent færdig med det.
Tre hver for sig eiendommelige og interessante Mennesker
føres frem for os i dette Skuespil. Klarest og sikrest er
Sjælestudiet af Lydia og Wisby, Karakteristiken af den siste er mesterlig.
En fin, svag, sværmerisk Melankoliker tegnet lyslevende i nogle
faa Repliker. Men Lydia er den centrale Skikkelse. Hun bærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
