Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mands sjæl. Og faa del i livet gjennem ham". Vi føler, at hun
her ogsaa taler sin egen Sag. Hun tror, der findes "saa stor en
Kjærlighed, at den kan ta den sværeste Synder op. Ta hende i
sine Arme og hviske: Jeg skal to dig ren." Men Langfred svarer
vigtigt og gammelklogt, at sligt er bare Drømme. Og "Drømme
frelser ingen." Undinen bryder den høiere Verdensorden, som
hun vil op i. Hun har ikke den Varme, som efterhaanden er
kommet ind i Menneskelivet. "De er fra forskjellige Verdener han
og hun. Tusen af Aar imellem dem."
Vi forstaar, at Lydia er uigjenkaldelig fordømt, — at hun som
Undinen skal stødes tilbage i det fredløse, uhyggelige Liv, hun fra
Barndommen af havde stundet bort fra. Til Overflod optræder
ved dette Tidspunkt den afdøde Fru Wisbys Datter, Borgny, som sin
Mors Hevner. Lydia forsvinder med et hjerteskjærende Skrig
fra Skuepladsen. Og den overalt nærværende Dr. Kann belærer os
om, at dette Skrig skal komme igjen som skjøn Musik — i Hr.
Langfreds Opera.
Men vor Sympati følger nu som før Lydia. Hvad ondt hun
end kan have bedrevet i sit tidligere Liv, — som hun taler og
handler i Stykket, er hun samtlige dets øvrige Personer uendelig
overlegen. Hun er en dybt menneskelig Skikkelse. Og en
uudviklet Yngling som Langfred har ingen Forudsætninger til at
forstaa, end sige til at dømme hende. Han er den naive
Kunstneregoist, som bare er optaget af sig selv og sit Verk.
BJØRNSONS hidtil siste større Arbeide, Dramaet "Paa Storhove",
udkom i Høsten 1902[1]. Det staar i nær Sammenhæng med
"Laboremus". Men Problemet er her stillet saa klart og utvetydig
frem, at det blot kan besvares paa én Maade. Dette Stykke har
intet af den Dunkelhedens Poesi, som giver "Laboremus" en saa
eiendommelig Charme. I "Paa Storhove" er alt tydeligt. Personer
og Situationer er tegnet med den store Dramatikers Anskuelighed
og Kraft. Men Stykkets Slutning er svag eller, rettere sagt, det
slutter ikke.
Lydia-Skikkelsen er her varieret i en smuk, letsindig,
fornøielsessyg Frue ved Navn Maria. BJØRNSON har i hende villet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
