Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 Siste Tidsrum 1890—1904.
Beslutning modnet: at fremlægge, hvad hun havde følt og set og
tænkt i sit omtumlede, erfaringsrige Liv. I 1884 offentliggjorde
hun i Tilskueren et Brudstykke af „Constance Ring". Samme
Aar indgik hun nyt Ægteskab med den danske Forfatter ERIK
SKRAM.
Med „Sjur Gabriel" fremtræder AMALIE SKRAM som den helt
. modne og overlegne Kunstner. I denne Bog giver hun en
Skildring af en fattig Strilefamilies daglige Liv, saa sikker i Tonen,
saa dyb og indtrængende i Forstaaelsen, saa inderlig medfølende
med disse af alle Skjæbnemagter mishandlede Væsener, at den
staar uden Sidestykke i norsk Litteratur. Det eneste skulde da
være JENS TVEDTS Mesterverk „Vanheppa". Men Fru SKRAMS
Fremstillingsform er klarere, mere plastisk, og hun har naaet ned
til selve den vestlandske Almuereligiøsitets Kilder i den Maade,
hvorpaa hun lader disse Mennesker se hele sit Liv i Lys af en
ubrydelig moralsk Aarsagssammenhæng. Hver ny forfærdelig
Modgang, som træffer dem, opfattes straks som Gjengjældelse for
en Syndeskyld fra Fortiden. — Vi ser for os Hytten med den lave
mørke Stue, den svarte Kjøkkengrue, og udenfor Stenknauserne
og Myrmarken, indrammet af nøgne sorte Fjelde og mørk
blaa-sende Sjø. Med denne karrige, troløse Natur maa de slaas paa
Livet om hver Smule dagligt Brød, — og den er det, som skaber
dem i sit Billede. Hvor har ikke Fru SKRAM forstaat at skildre
den tærende bitre Lede, der naarsomhelst kan gribe den stakkars
Oline ved Tanken paa hendes fæle glædeløse Hjem og det
umenneskelige Slid og Slæb, som er hendes Lod i Verden. Hvor
rimeligt er det ikke, at hun tyr til Brændevinet. Det giver da et
Øiebliks Glæde og Glemsel. Og Sjur Gabriel. Hvor lærer vi
ikke at holde af denne haardt prøvede, indesluttede, lidenskabelige,
dybt retskafne Mand. Hvor inderlig føler vi ikke hans Lykke, da
det mindste Barn kommer som et flygtigt Solstreif ind i hans
haabløst mørke og sorgbetyngede Liv. „Det Moren søgte i
Brændevinet, havde Faren i Vesle-Gabriel. Efter ham stundede han, til
ham længtedes han. Hvor mismodig og nedknuget han end var,
gjorde Synet af Vesle-Gabriel altid hans Hjerte lettere og hans
Sind mildere. Denne lyse, krølhaarede Gut med det store Hode
„Sjur
Gabriel".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
