Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Tvedt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som kunde kvika; ingi vakre voner, som lagde sol-daam yver
tilveret. — Alle gode minne var bleiknad og laag berre som eit
likklede og løynde yver alt det, han hadde mist. Tankarne, som
baud seg, var grugne og graa, og augo søgte helst bladlause
buskame kring vegkanten elder hausarne paa himmelen. Han
saag slett ikkje alle dei grøne spirorne, som yddad i mosen og
glytte fram imot ljoset i livd av lyng og neddottet lauv; han gav
ikkje gaum etter den friske angen av ei utkvild jord, som hadde
sankat kraft til ein ny strid utav alt, som frametter haust og vetter
hadde folnat og fallet, raudnat og rotnat fyr henne, men
samstundes varnat fræet fyr frost og faaror og no tok til aa yngja
henne uppat med saft og sevja i søvjuge tæger . . .
Blandt TVEDTS senere Bøger: „Straum-gir", „Hamskifte",
„Ram-nagrø", „Madli und’ Apalen" (1900) bærer den "sidste Prisen.
Titelfiguren er et kvindeligt Sidestykke til en Type som Per Dosi. Ogsaa
hun er som et Kraftuddrag af Racens Styrke og seige Livsmod. Hun
er ellers en anderledes aktiv Natur end Per, uforfærdet, mandhaftig,
sund og sterk som Fjeld. En af dem, som ikke kan nøie sig
med de Byrder, strenge, fattige Livsvilkaar har lagt paa hende.
Hun har det varme Morshjerte, som maa leve og ofre sig for
andre. Først tager hun sig af en stakkars Fattiggut, som gaar
for Lud og koldt Vand i Bygden, dernæst af en gammel vanfør
Husmand, — hvis fjerde Kone hun blir. Dette eiendommelige
Ægteskab, som ikke skaffer Madli andet end et endeløst Slid og
Slæb, har TVEDT skildret med al sin sikre, urædde Kunst. Og
med den inderlige Forstaaelse og Medfølelse, som har Raad til
baade Graad og Smil.
Ja, dette er den dybeste Sandhed i JENS TVEDTS Digtning:
Indtrykket af en ukuelig Styrke og Sundhed hos de Mennesker, han fører
frem for os. Hans Karakteristik af det for hver enkelt særegne
er vag og usammensat. Det er Racepsykologi, han giver. Vi
faar gjennem hans Bøger se ind i et fast afgrænset,
traditionsbundet Samfund, hvor typiske Stamme-Egenskaber gjør sig sterkere
gjældende end det individuelt personlige. En streng og karrig
Natur er alles Skjæbne og Forsyn. Af dens Naade lever Folket.
Og sin haarde Lov har den indskrevet i dets Hjerte.
Men det tunge, dulgte, indestængte hos disse Mennesker virker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
