Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alvilde Prydz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Idédigtning, Problemdebat; ikke først og fremst Skildring af det
levende Liv. Det heder etsteds i „Underveis" : „Hun havde
aldrig kunnet slippe det, at der vilde komme en Tid, hvor et
Menneskes Ret vilde komme til sin suveræne Ære og
Værdighed og betyde, hvad det betyder, — mere end Konges og Keisers."
En saadan Tanke er Livsnerven i ALVILDE PRYDZ’S Forfatterskab.
Ikke blot disse første mindre Arbeider, ogsaa det meste af hendes
senere Produktion, bevæger sig orn det store Problem:
Personlighedens frie Udfoldelse, den Enkeltes Ret og Pligt til at hævde sig
paa Trods af Samfundets Love og Konveniensens Bud. Hun er
som Aand en Discipel af SØREN KIERKEGAARD og IBSEN.
Hvad der fattes i disse Skizzer og Skildringer, er det
levende Naturgrundlag. Figurerne gjør et besynderlig blegt og
fjernt Indtryk; de tynges ikke meget af det Kjød og Blod, som
nu engang er Aandens uafrystelige Klædebon her paa Jorden. Og
som ALVILDE PRYDZ’S Personer mangler noget af den primitive,
animalske Kraft, som rører sig i Mennesket, saaledes skorter det
hendes Fremstilling paa plastisk Klarhed og Anskuelighed.
Efter „Underveis" fulgte Fortællingen „Lykke" (1890) og
dennes Fortsættelse „Paa Fuglvik" (1891). Lykke handler om en
ung Idéfanatiker af en Doktor, som reiser ud paa Landsbygden
for at præke moderne Velfærdsteorier for Bønderne og udvikle
dem til suveræne Individer. „Hvorfor er", siger han, „Revolutionerne
aldrig lykkedes, hvorfor er alting gaat saa sent og seigt ? Det
er, fordi der har været for faa Mennesker det, simpelthen; Massen
har været Dyr. Derfor siger jeg, lad os bare vente lidt med det
suveræne Folks Opdragelse, det er noget større, der maa gaa
forud, det er det suveræne Menneskes!.....Det er forholdsvis
en Opdagelse, det med Mennesket, en Opdagelse, man stadig har
gjort og stadig glemt; man blev gjort til Græker, Romer,
Franskmand, nu skal man endelig gjøres til Menneske, nu først." Men
han, som fører disse store Ord i Munden, forstaar saa daarlig
det ham nærmeststaaende Menneske, at han lader sin kloge,
fine Hustru fryse tildøde af Forsagelse, Resignation og andre
asketiske Dyder. Han hører til den Type af Idealister, hvis
Næstekjærlighed er bare Teori, aldrig Praksis. Deres Begeistring,
deres Reformtrang og filantropiske Virkelyst er enslags fix Idé.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
