Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vetle Vislie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2 Siste Tidsrum 1890—1904.
virker ofte rent parodisk — som en forfeilet Studie efter enkelte
Ibsenske Figurer. Men Gerda husker man.
Hun har levet sin Ungdom i freidig Sorgløshed, — da driver
Ulykken hende en Dag ud af det lune Barndomshjem. Hun har
ingenting lært og maa bøie sit stolte Sind og gifte sig for at blive
forsørget. Ægteskabet gaar snart overstyr; han var utro — og
hun ogsaa for den Sags Skyld. Hun synker ned i en Tilværelse
af trist Fattigdom og haabløs Opgiven af alt. Omsider glider
hun ind i et nedværdigende Forhold til en hende helt ligegyldig
Kavaler.
Det er denne Fortid, der vælter sig over hende som en
rædselstung, uafrystelig Skyldbyrde, da hun en Dag træffer Manden,
som hun har tænkt sig den Udvalgte: høisindet, fornem, aandelig
frigjort. Dette er den store Kjærlighed, det ved hun saa sikkert.
Men over hende kommer den som Tungsind, som endeløs Sorg.
Hun flygter fra ham. Men hun flygter ogsaa fra alt det gamle.
Hun vil trodse sig gjennem Livet paa egen Haand, alene, langt
borte fra alle Mennesker. Men han vil ikke opgive hende. Og
hun synes ikke, hun kan leve efter at have tilstaat ham sin dybeste
Fornedrelse: at hun hengav sig til en fremmed [Mand i ussel
Sløvhed, fordi hun var fattig og ikke holdt Fattigdommen ud.
Helst vil hun dø. Da det ikke lykkes, vil hun kaste sig ud i sit
gamle Liv igjen. Men det kan hun ikke længer. Hun tør ikke
tænke paa det kommende, tør ikke haabe paa Glæde eller Lykke,
— hun ved bare, at hun er hjemløs paa Jorden, og at han er den
eneste, hun bryr sig om . . .
Ogsaa „Fru Gerda" er et i mange Henseender umodent og
usikkert Begynderarbeide. Flere af Bifigurerne er temmelig
overflødige, — og forøvrigt tegnet helt uden Lune og Lethed. Men
Stykkets værste Anstødssten er Sproget. Skjønt omtrent alle
dets Personer i Virkeligheden taler almindelig dannet Bymaal,
lader Forfatteren dem knote Landsmaal. At dette er galt, har
han nok havt en Følelse af selv. Thi han har søgt at lægge
sin Sprogform saa nær som muligt ind til Rigsmaalet, ja sat
fremmedklingende Ord af dette uden nogensomhelst Forandring
ind i sin Text!
. VISLIES næste Bog, Fortællingen „Heldøla" (1895), er en
„Heldøla".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
