Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Løland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88 Siste Tidsrum 1890—1904.
i 1893. Den hører ikke til hans betydeligere Bøger. Det synes,
som om denne Forfatter mister sine bedste Eiendommeligheder,
naar han indlader sig paa en mere vidtløftig Komposition. Han
blir da let plat og kjedelig. Mangierne ved hans Kunstform
træder tydelig frem. En slem Feil ved hans Stil er det, at han
— som de fleste Landsmaalsforfattere — bruger for mange
Omsvøb, for mange og for almindelige Ord. Hans Prosa mangler
Nerve, savner Prikken over i’et.
Som et af de bedste blandt LØLAND’S senere Arbeider maa
nævnes „Emne", en Samling mindre Skildringer, der udkom i 1896.
Det er mest de skibbrudne Existensers triste Saga, som her fortælles.
Ufuldbaarne Kunstnerevner, som visner bort oppe i en Fjelddals
Ensformighed. Naturbørn med ømme Nerver og fine, modtagelige
Sind, som bærer Skjønhedsdrømme og underlige Længsler i Hjertet,
men blir gaaende om som hjemløse, foragtede Halvtomsinger blandt
sine egne. Hvem ved, hvad de kunde drevet det til, den syge
Felespilleren eller den stakkars mislykkede Digter, om de havde
faat et lidet Glimt af Forstaaelse ind over sin armodslige Tilværelse.
Nu har deres frugtesløse Stræv for at bringe noget ud af sine
Anlæg kastet dem ned i Mismod og Haabløshed . . „liksom
Graset veks ut i kvite, blodlause Tæger og Broddar i Staden for
til Straa og Blom, naar det er stengt burte fraa Soli." Men der
er ingen Bitterhed i Skildringen. Disse Udstødte og Overflødige
bøier sig under Nødvendighedens Lov.
Det er dog ikke bare Billeder fra Tilværelsens Skyggeside i
denne Bog. I „Mansemne" giver han nogle fornøielige Interiører
fra nygifte Hjem, hvor den yngste Generation raader med
uindskrænket Magt og Myndighed. Og i den samtidig udkomne
Skildring „Nervesliten" driver han Løier med etpar indbildte Syge.
Af LØLAND’S Bøger fra de senere Aar bør nævnes:
„Hug-tekne" (1897), „Jordvend" (1898), „Heime og ute" (1901) samt
de to Bind nye Barnefortællinger: „Smaagutar" og „Det store
Nashorne".
Hans siste større Arbeide „Aasmund Aarak", som udkom i
1902, minder noget om de mørke Skildringer i „Emne". Det er
en Sygehistorie, en langt udspunden Fortælling om et trist,
for-feilet Liv. Størst Værd har den ved sin enkle, høitidelig-monotone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
