Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun, 107
sig for hver Gang, — og Aviserne holder dem troligt frem,
Bladene gjør dem til Aander, til Tænkere, Seere; Dag efter Dag
lyder det samme hule Skryd . . . Forfatterne er slet ikke
læse-værdige Begavelser mer; ak nei, de griber dybt ind i Tidens
Aandsliv, de taler altid, som om de indvarsled en ny Kulturmagt,
mindst; de sætter Europa i Grubien".
Denne Haan mod Digterne har Hamsun siden oftere givet
Udtryk. Han gjentager den saaledes i nogenlunde lignende Ord
og med samme freidige Indignation i en af sine siste Bøger:
Reiseerindringerne fra Kaukasus, „I Eventyrland" (1903).
Aaret efter „Ny Jord" udkom det Verk, som betegner
Høidepunktet af Hamsuns Produktion. I „Pan" har han fundet sin Digt-’
nings forjættede Land, en fjern og mystisk Verden — høit over
Virkelighedens, Tidens og Rummets fattige Dimensioner. Det
fantastiske Nordland, hvortil Digteren fører os, er et
Fatamorgana-Rige, hvor „Solen staar og stamper" paa Himmelen, hvor Natten
dønner af Lys. Det er som en Urtidsverden, hvor alt taler det
dybe, dunkle, uforfalskede Sprog som paa Jordens første Dag.
En Verden, fuld af nøgen Lidenskab, hvor de store Følelser folder
sig ud som Blomst og Blad — i fri, vild Ensomhed. En evig
Verden, fuld af Sjæl, hvor Livet brænder ud i salig Ubekymrethed
under Glædens røde skjælvende Sol og Sorgens blege stille Stjerner.
Hvad er der ikke for en varm og dyb og sælsom Stemning
i Linjer som disse: „Det begyndte at blive ingen Nat, Solen
dukked saavidt Skiven ned i Havet og kom saa op igjen, rød,
fornyet, som om den havde været nede og drukket. Hvor det
kunde gaa mig forunderligt om Nætterne; ingen Mennesker tror
det. Sad Pan i et Træ og saa paa mig, hvorledes jeg vilde bære
mig ad? Og var hans Mave aaben, og var han saaledes
sammenkrøben, at han sad som om han drak af sin egen Mave? Men
alt dette gjorde han bare for at skule og holde Øie med mig, og
hele Træet rysted af hans tause Latter, naar han saa, at alle mine
Tanker løb af med mig. Det pusled overalt i Skogen, Dyr snused,
Fugle kaldte paa hinanden, deres Signaler fyldte Luften. Og det
var Oldenborrens Flyveaar, dens Svirren blanded sig med
Natsommerfuglenes, det lød som Hvisken frem og Hvisken tilbage
Pan.
„Af Løitnant
Thomas
Glahns
Papirer".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
