Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun. 109
Bjergene, Solen og Jorden; om Kvelden fryser han af Forladthed,
„naar Dagen kryber ind i Natten". Dagens Glans og Skin virker
paa ham som glødende Febervisioner. Som en vild, uberørt
Urtidshjerne „vader han gjennem Skavler af Lys", fraadser i hvide
Solsyner og røde Dommedagsbrande. Han læser Timerne paa
Græsset, som lægger sig, paa Fuglesangen, paa Blomsterne, som
lukker sig, paa Løvets vekslende Farveskjær. Intet er ham fremmed
af det, som lever og gror omkring ham. Og han er ikke bundet
til Jorden. Han beruser sig i kosmiske Henrykkelser. Han ser
med en Bøcklinsk Fantasi paa det evig strømmende, fredløse Hav.
Thi han har det mytisk billedskabende Syn, som er det
oprindelige, naturbaarne Menneske eget.
I Nordlandssommerens evige Dag lever han sit vaagne
Drømmeliv med Edvarda og Eva og Iselin, sælsomme, lidenskabelige Kvinder,
der glider forbi som de vilde Blomster paa hans Vei. Hvor er de
ikke menneskelige disse Skoggudens udøbte Jomfruer, hvor ser vi
dem ikke klart for os, tiltrods for at de vandrer om i et fantastisk,
uafladelig stemningsskiftende Milieu. Vi føler med dem, naar de tynges
af den mørke vaandefulde Uro i sit Blod, saavelsom naar deres Sind
svulmer af uforklarlig Lykke, af lys, flagrende Fryd. De er som
de blodrøde Bjergliljer, der giver sig hen til Stormen; men de
brænder ogsaa af Vilddyrets dulgte og lyssky Lidenskab, som
springer ud i Nattens dumpe Stilhed. Ja, hvilken Nattens Poesi
rummer ikke denne Bog!
Der er Nætter som klare, milde Dage, der dæmper al Lyst
og Uro og bøier Sindet indad i sødt og sugende Vemod.
„Sommernætter og stille Vand og uendelig stille Skoge. Intet Skrig, intet
Fodtrin fra Veiene, mit Hjerte var fuldt som af dunkel Vin.
Møl og Sværmere kommer lydløst flyvende indad mit Vindu,
hidlokket af Skinnet fra Gruen og af Duften fra min stegte Fugl.
De støder mod Taget med en dump Lyd, svirrer forbi mine Øren,
saa det farer koldt gjennem mig, og sætter sig paa mit hvide
Krudthorn paa Væggen. Jeg betragter dem, de sidder skjælvende
og ser paa mig, det er Spindere, Borere og Møl. Jeg synes, at
nogle af dem er som flyvende Stedmorsblomster.
Jeg træder udenfor Hytten og lytter. Ingenting, ingen Støl,
alt sover. Luften lyser af flyvende Insekter, af Myriader svirrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
