Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun. 11 c
„Brand" og „Peer Gynt" tilsammen! At en saa udpræget
Prosaist som Hamsun saaledes med en Gang fremtræder som en
dreven Virtuos i Versets Kunst, maatte forbause, — skjønt man
altid er forberedt paa lidt af hvert hos en Mand som ham. Det
eneste mere bemærkelsesværdige i Retning raf Lyrik, han
tidligere havde offentliggjort, var en Cyklus „Feberdigte" (trykt i
Tidssignaler 1895).
Det er dog ikke bare i formel Henseende, at „Munken Vendt"
betegner noget nyt i Hamsuns Produktion; ogsaa i sin Idé, i sit
hele Anlæg er dette Verk dybt forskjelligt fra alt, hvad han
tidligere har skrevet. Digteren har her søgt at gjennemføre en
Grundtanke. Han har selv givet sig ikast med eie moralfilosofiske
Problemer, som Ivar Kareno ikke magtede at bringe noget ud af.
Det er de gamle Spørsmaal fra Jobs Bog, som Hamsun tumler
med paa sin springende, uordnede Maade . . . Mennesket, som i
sin Afmagt og Forladthed kræver Himmelens Herre til Regnskab
for, hvorledes han styrer Jorden under sine Fødder. Den frie,
sterke, naturbaarne Sjæl, som oprører sig mod den blinde Uret
og Vilkaarlighed i Verdensordenen:
En Fredag i Aaret bør Alvorets Ord
staa høit imod Himlen fra Trællenes Jord.
Stævn Landene sammen, stem Røsterne sammen,
forklar ham, vor Gud, uden Stønnen og Stammen,
hvor grumt den fordærver os, Livets Dont.
Stat stille ved Døren, blot ærligt dit Hode,
forlang, at han leder os frem i det gode,
men hindrer os haardelig, handler vi ondt.
Aa, Folk, for en Fredag der blev i hans Himmel!
Der oppe den Lytten, her nede den Stimmel,
den Brusen mod Høiden af hver en Fortabt.
Og skulde han — skulde han lukke sit Øre,
da gjorde dog vi, hvad der var at gjøre.
Det Skabte var bedre end han, som har skabt.
— Thi spørger Digteren:
. . . blir du bedre af Modgangens Slag?
Nei, nei, du blir bedre i Medgangens Dag.
Da er det, at Solen og Verden kan tindre,
og alt er en eneste Lov i dit Indre.
Sig: var det af Heldet du rased og svor?
Og var det af Lykke du stjal fra din Bror ?
Saa langt og saa vide som Fugl den flyver
et eneste Svar, at du tyver — lyver.
Nuvel, vi forhindrede Slaver af Gud,
her staar vi og- luder os, slig ser vi ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
