Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 Siste Tidsrum 1890 — 1904.
skjælvende, hvide Glæde, naar Legem og Sjæl er ét, den Glæde,
som er saa stor, at det kunde se ud, som der var Mening i Verden
bare af den Grund . . ."
For ham staar Kunsten som den store Fiende. Naar han
overgiver sig til den, da synker han hen i den skrækkeligste
Forladthed. Han føler sig som en Gud, ophøiet og utilgjængelig,
uendelig fjern og ligegyldig for de kravlende Menneskebørn der
riede paa Jorden. Men gaar han de onde Dage og lytter ind i sig
selv efter det inspirerede hemmelige Ord, som altid lader vente
p>aa sig, da blir han som en herreløs Sjæl, skjælvende for
det flygtigste Pust af en Stemning. Alt er ham en Lidelse. Og
alt uforklarligt. Da er han Bytte for alskens uhyggelige, halvgale
Inskydelser. Han føler Lyster i sig „som vilde Dyr" og Rædsel
og- Dødsangst.
Saa smertelig fornemmer han Kunsten som den onde Magt,
at han — atter kommen i dens Vold — udbryder: „Det er . .
som min Mor dør, som Hjemmet gaar, som alt glider. Som jeg
havde gjemt mig, som jeg blev opdaget og skal jages videre."
Der er heri noget af den samme Desperation overfor
Dilemmaet: Kunstneren eller Mennesket — som i Ibsens „Naar vi
Døde vaagner". Men HEIBERG har udvisket Indtrykket af det
tragiske Motiv ved at forudskikke det egentlige Drama en
farce-rnæssig Førsteakt og ellers indblande i Handlingen en hel Del
overflødige Bipersoner. Blandt disse bør fremhæves som en
i sig selv værdifuld Figur, den unge Pige Lili, en Skikkelse
gnistrende af Liv og Lystighed. Og de mange mer eller mindre
remarkable Repræsentanter for Kunstnerbohëmen er tegnet med
bred Pensel og godt Humør og med den halvt uforskammede, halvt
sympatiske Ironi, som anstaar Objekterne.
: I „Det store Lod" (1895) vender HEIBERG tilbage til den
sociale Kamp, — den evige Krig om Magten og Pengene. Et
Drama af stor scenisk Virkning, malerisk, straalende af glansfulde
Ord, larmende med store Optrin og voldsomme Sammenstød mellem
de stridende Parter. Der er noget fremtidsfjernt og fantastisk
over Stykkets Handling, og dertil svarer godt dets abstrakt
kosmopolitiske Milieu — den moderne Storstad med herlige Parker
„Det store
Lod".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
