Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 Siste Tidsrum 1890—1904.
For vinder Kjærligheden, blir man gal, dum, blind, uretfærdig.
Den hører til i Mørket, den stjæler af Intelligens, af Karakter, af
Vilje." — Og disse andre endnu sorgfuldere: „Jeg synes, at hvert
Menneskes Sjæl er som en Ø, og at enhver Bro staar for Fald,
og at det er Glæde at dyrke sin Ø. Stormen og Stjernerne og
Evigheden faar mig til at tænke, og jeg føler derved, men
kommer to Menneskers Sjæle sammen, da maa den ene vente paa
den anden, og undertiden maa ogsaa den anden vente, og de blir
staaende og kommer ikke videre. Men naar to Menneskers
Legemer kommer sammen, er det som at lukke for det hellige og
kaste Nøglen væk . . ."
Saadan taler den Tabende, Sværmeren og den stille Beskuer af
Livets Spil, — han higer ikke efter at være som de andre og
forlanger ikke, at de andre skal være som han. I „Kjærlighedens
Tragedie" er han blevet til den naivt dybsindige, sjælesyge,
omflakkende Grubler Hartvig Hadeln.
I dristig og voldsom Modsætning til den fine, svage, lidt
komiske Abel staar Ressmann, en rent Shakespearsk Figur,
uhyggelig-genial ved sit djævelske Ondsind, sit Skarpsind, sin kyniske
Oprigtighed og sin — lugtende Hæslighed. Det er betegnende for Dramaets
abstrakt-lyriske Karakter, at man neppe hefter sig ved det rent
uforklarlige i, at den deilige Julie har giftet sig med dette dæmoniske
Monstrum af et Menneskevrag. I Forhold til Ressmann virker
Parret Julie-Antonio uinteressant, ubetydelig, lidet menneskelig.
Den siste er en temmelig melodramatisk Figur . . . Don Juan som
Badutspringer.
„Balkonen" er Digtet om de store Øieblikke i Livet; de evige
Øieblikke, da Tiden rinder sporløs ud i Tomheden; Ekstasens vilde
Øieblikke, da Lykken slaar ned paa En, skjæbnesvanger, truende,
ubønhørlig. Den Kjærlighed, som her besynges i rige Ord og
stolte Prosarytmer, er troløs og utryg, fuld af Hevn og Had, og
hvert af dens Spor ender i Mørket.1)
„Balkonen" var et Stykke pragtfuld dramatisk Lyrik. ..Kjær-
l) l samme Aar som „Balkonen" kom „Gerts Have", en Komedie om Ferie-Erotik, om
sommerlig Plirt og letbenet Elskovs Bytteleg. Stykket bæres oppe at en næsten altfor vittig Dialog,
men virker ellers temmelig flygtig og farceagtig. Frem blandt Personerne hæver sig Fru Loven,
en sikkert tegnet kjolig Kvindeskikkelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
