Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Siste Tidsrum 1890—1904.
i COLLETT VOGTS Lyrik. Billedet af de to paa den støvgraa
Landevei med Byen foran og Skogen bag — lukket og
løndoms-fuld, „som om den alt vidste" — virker som en Vision. To
Sjæle, tegnet i Lidenskabens evige Nu, som rummer al Fortid og
Fremtid, — det bitre Opvaagningens Øieblik, da urolige
Menneskehjerter føler sig skyldige til Syndefaldets Forbandelse og lytter
angstfuld efter Gudens Røst i deres Indre . . .
De skilles. Og mens rundt dem alting tier,
hun hører, hvor det dybt i hendes Hjærte
gror Bitterhed og Nag af nyfødt Smærte:
I Solskinsfred med ubetraadte Stier
laa Paradisets Have. Aldrig skinned
dens Foraarsblomsters Glans som nu i Mindet,
da Paradisets Have ligger øde,
og langveisfra dens Barndomsrøster hvisker,
at Solen sank, og Blomsterne er døde.
Mørkere i Tonen er Digtet „Morgenstemning", der skildrer
den fortvilede Ensomhedsfølelse hos en Mand, hvem en i Vildskab
begaat Forbrydelse har udestængt fra Samfund med Hustru og
Børn. Dette Motiv har Digteren paany taget for sig i Enakteren
wTo Mennesker" (1903). Saavel om den lyriske som dramatiske
Behandling af Emnet gjælder det, at den virker mere som et
kunstnerisk Experiment erid som selvoplevet Virkelighed.
Tunge og triste er ogsaa Mindesangene om A. O. Vinje
og Gabriel Finne. Den første er en Naturstemning fuld af høstlig
Vemod, — i Virkeligheden en Fædrelandssang, sandere end de
berømte gode, fordi den giver os Billedet af den dystre
Mørkeverden, hvori de fleste af os er vokset op:
Dump lyder Fattigdommens Sang! —
I denne Stund jeg hører jo
paany dens Toner stryge tungt
hen over Hei og Furumo.
Hvad andre Toner træng’s her vel ?
Det er jo Landets eget Kvad,
dets Sørgekvad, som før det dør
afmægtig rasler i hvert Blad.
I nær Sammenhæng med disse Vers staar Digte som „Før
Daggry" og „Fest", men først og fremst „SjøfugF.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
