Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168 Siste Tidsrum 1890—1904.
Kap, 13. Nu lider det henimod den store kransefest. Fra
alle bygder rider folkene til things, baade mænd og kvinder.
Da de havde været en uge ved Lovbjerget, råbte lovsigemanden
alle folk sammen. De samlede sig. Spillemændene begyndte at
lege paa sine harper og giger. Da gik karldøren op og
høvdingerne kom ind i række, men de var klædte i prægtige kjortler
og kapper. Så tog lovsigemanden til at tale, og der blev en
taushed, så at man kunde høre en bukseknap falde paa gulvet.
Således talte han: »Aspazometka se, o Ekchoff, hemeis hoi
sym-pantes hos ton poieten hemon ton dafneforon«.
Satte så lovmanden kransen paa hans hoved, og der blev en
mægtig jubel. Dette er den største fest i mands minde.
Kap. 13. Her fortælles altså om en slags skaldekransning, man kan
heraf se, hvor høit digtekunsten har været skattet deroppe i det ensomme
land. — Af Formularen har jeg blot givet begyndelsen og med alminde*
lige typer efter Bugges læsemåde, hvem jeg også skylder følgende
fortolkning :
En Side af Obstfelders Heimskringla.
I den Bog, hvormed OBSTFELDER fire Aar senere fremtraadte
for det store Publikum, nemlig i „Digte", fandtes der flere rent
humoristiske Ting, saaledes det fandenivoldske „Vaar" og det
lille Barnekammer-Rim „Regn". Og leilighedsvis lod han i de
senere Aar trykke baade Vers og Prosa i samme spøgefulde Stil.
Men han havde vist ikke ofte Humør til at dyrke sit humoristiske
Talent. Hvor dybt Humoristen stak i ham, ser man maaske
tydeligst af det Digt, der vil blive staaende som det klareste Udtryk
for hans yderst særegne Personlighed.
Jeg se paa den hvide himmel,
jeg se paa de graablaa skyer,
jeg se paa den blodige sol.
Dette r altsaa verden.
Dette r altsaa klodernes hjem.
En regndraabe!
Jeg ser paa de høie huse,
jeg ser paa de tusende vinduer,
jeg ser paa det fjerne kirketaarn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
