Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigbjørn Obstfelder - Arne Dybfest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Dybfest. 179
Da føler den Ensomme Evighedens tyste Verden aabne sig
dybt inde i det skjælvende Hjerte, og han hører Gudens Røst:
Hvem er du? Hvor er du?
— Det var ikke flere Spørsmaal, SIGBJØRN OBSTFELDER tumled
med i sin Digtning.
ARNE DYBFEST blev født i Trondhjem 1868. Som ganske ung
drog han over til Amerika, hvor han forsøgte at slaa sig gjennem
som Journalist ved de norske Blade i Vestens Præriebyer. I
New York og Chicago kom han i Forbindelse med nogle af Førerne
for den anarkistiske Bevægelse, som ledede til Haymarket-Attentatet
og Hængningen af de fire Chicago-Anarkister den ir. Novbr. 1887.
Han skrev ogsaa leilighedsvis i Newyorker-Anarkisten Mosts Blad
„Freiheit". I Slutten af Ottiaarene vendte han tilbage til Norge, hvor
han — fraregnet etpar kortere Udenlandsophold — blev boende,
til han i Sommeren 1892 søgte Døden ved at springe overbord paa
en Seiltur. Han skulde da om nogen Tid have mødt for Retten
som anklaget for at have undladt at hindre en Vens Selvmord.
Hans første Bog, en Samling Avisartikler „Blandt Anarkister"
(1890), interesserede udelukkende som Vidnesbyrd om en betydelig
artistisk Evne. Der var en Varme, en lyrisk Flugt over Sproget,
— og lykkelige Glimt af en billedskabende Fantasi, som varslede
en vordende Stilens Mester. Den freidige Jeg-Form, den aabne
bekjendende Tone mindede lidt om Knut Hamsun.
Aaret efter fulgte saa „Ira", en Jeg-Roman om Kjærlighed og
om en Tyveaarings selvberuste Verdensglæder og Verdenssmerter.
En underlig Bog: umoden, overmoden; uskyldig, uendelig naiv
— og samtidig skamløst affekteret; dybt ægte og oprigtig — og
samtidig pinlig uægte og forloren. En Bog, som man i første
Øiebliks Ærgrelse kaster langt fra sig; som man siden i
Erindringen om et enkelt genialt Ord, et lykkelig fundet Billede atter
vil tage frem, fordybe sig i, maaske ærgre sig over paany . . .
men ikke glemme.
. „Nei, du Ira, Kjærligheden er ingen Blomst. Den kan
ikke visne og dø paa én Dag. Har den først slaaet Rod, saa har
der ud fra denne Rod vokset nye, og atter fra dem skudt nye
Arne
Dybfest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
