Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas P. Krag.
Dunkelhed. Etpar følgende Bind mindre Fortællinger og Skizzer
„Fra den gamle By" og „Ensomme Mennesker" (1892) bevægede
sig mest paa Folkelivsskildringens Omraade uden paa noget Punkt
at naa op til „Jon Græffs" Niveau. Men i „Mulm" (1893), en
Samling Skildringer og Stemninger, aabenbarer THOMAS KRAG sig
helt som den Seer og Drømmer, han inderst inde er. Her møder
vi overalt den skjønne lyriske Prosa, som er hans bedste Eie.
„Mulm" har først og fremst Værdi som Stil, som stemningsbeaandet
Udtryk for et høist særeget, ægte romantisk Natur- og Fantasisyn.
Som Menneskeskildring er den hverken dybtgaaende eller inteiessant.
Bogens Personer sees mest som vage, udglidende Skygger mod
Natur-Baggrunden. De smelter sammen med Landskabet, ... og
stiger atter frem af det som dets frigjorte Aand. Overalt toner
det og synger i denne Bog. „Mulm" er et Kvad i Prosa, viet
Havets og Skogens, den øde Lyngviddes og den vilde Fjeldslettes
Poesi.
Efter i 1894 at have udgivet „Kong Aagon", et af Maeterlinck
paavirket lyrisk Drama, slog THOMAS KRAG Aaret efter afgjørende
igjennem med den eiendommelige Roman „Kobberslangen".
„Naar jeg tænker paa den Grøbenske Slegt, er det, som saa
jeg Træerne i en Skov: De nærmeste Trær ser jeg tydeligt, og
jeg kan beskrive deres Stamme og Farven af deres Grenes Løv.
Af dem længer borte ser jeg kun Kronernes Omrids, og endnu
fjernere blir ogsaa disse utydelige for mine Øine.
Men en Slegt kan dø ud, ligesom en Skov kan visne. Og
at granske en saadan Slegt er ligesom at vandre omkring i en
vissen Skov. Men jeg holder af at vandre i falmede Skove, og
jeg ynder at læse Historien om Mennesker, som engang leved og
led, og efter hvem det er blevet stille. Efter hvem hvert Spor er
borte, uden for den Ensomme, der ved Lampens Skin læser om
dem, ikke af Bøger, men af et gulnet Blad, der ligesom ved
Vinden er kommet i hans Eie. Og de Tanker, den Ensomme i den
stille Nattetime sender den Døde, synes mig skjønne som de
Blomster, Vandringsmanden lægger paa hans Grav.
Jeg havde længe læst i den Grøbenske Slegts Historie, og
meget fik jeg ikke at vide om dem, hvorom jeg læste, før jeg
naaede de to siste. Den første af disse var en mærkelig Mand;
[-„Kobberslangen".-]
{+„Kobber-
slangen".+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
