Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Aanrud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20O Siste Tidsrum 1890—1904.
bonde" — for ikke at nævne flere — staar uovertrufne i vor
Litteratur. Tonen er saa tindrende ægte, Sproget saa friskt og
nyt og udtryksfuldt, Fremstillingen saa præcis, saa fyndig og
prægnant, at disse Skildringer bent frem maa kaldes klassiske. I
digterisk Henseende har Aanrud ikke altid helt udnyttet det
behandlede Motiv. Hos ham er Artisten mere fremtrædende end
Digteren. Hans Iagttagelsesevne og Kritik er ulige sterkere
udviklet end hans Fantasi. Det forklarer vel ogsaa hans forholdsvis
sparsomme Produktion. — Han staar nærmere Konstellationen
Kielland-Hamsun end den, som bedst betegnes ved Navnene Bjørnson-Lie.
Faa et enkelt Omraade har dog Aanruds digteriske Evne
udfoldet sig i fuld Frihed, nemlig i hans Naturskildringer. De
Landskabsbilleder og Naturstemninger, som altid indrammer hans
Fortællinger, giver dem en ganske særegen Charme. Disse
Stykker er ikke bare ypperlige, betragtet som beskrivende Prosa,
de er først og fremst Lyrik. Altid er Naturens egen Tone fanget.
Stemningen over det glade strømmende Lys og de store fantastiske
Skygger. Let og lindt samler Ordene de mange umærkelige
Nuancer af Farve, Duft, Lyd, til det levende Billede stiger frem
for os, og vi synes, vi hører selve den susende Stilhed som en fjern
lokkende Kalden . . .
Hvor kan han ikke give en kold Vinterkveld: „Nordensnoen kom
sydover langs elvedraget. Den kom saa sagte og stilt, at den ikke
hørtes, den havde ikke magt til at bevæge en gren eller kvist; selv
ikke de fjærfine, fjærlette snedusker, der fra træernes fineste kviste
sendte sine naale og stjerner langt ud i luften, kunde den feie ned;
bare paa nordsiden af skigardsstaurene, der i to parallele ensformige
rækker fulgte den bugtede vei — skigarden selv var nedsnedd —
gjennemisned den dem, saa de dryssed ned som fint, glitrende
støv. Men alligevel, den sprængte sig ind i hver spræk — i den
morkne skigard, under træernes bark, ned i isen — og frembragte
smaa knitrende smæld.
En mat dæmring laa over dalen. Mørket gjennemkrydsedes af
kolde Lysstraaler fra alle kanter, fra sneen, fra stjernerne og fra
maanen, der midt oppe i baglien trak sin stribe. Ovenfor den
laa alt i roligt rødblegt lys, der umærkelig gled nedover. Høit
oppe i bakkerne paa begge sider gled hist og her et uroligt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
