Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Siste Tidsrum 1890—1904.
stændig Skildring —, der giver et Billede af en ung Mand, som
skal dø. Det er en løst henkastet Skizze, men den tegner i fine
flygtige Træk en skibbrudden Existens, en af Tilværelsens
Overflødige, som søger at forslaa sine siste Dage med vemodigt
sværmende Fantasier over det, han ikke fik opleve i sit korte fattige Liv.
„Vester i Blaafjeldet" er, som man kunde vente, adskillig
paavirket af det store Forbillede for alle norske Eventyrdramaer:
Peer Gynt. Hovedpersonen, Jo Høg, er en barnlig uberørt,
troskyldig Yngling. Og Digtets Maal er at vise, hvorledes det onde
Liv og de slette Mennesker ribber den lille Jo for alle de smukke
Indbildninger og Lærdomme, han gik ud i Verden med. Det
hjælper ham ikke at flygte til Huldren i Blaafjeldet saalidt som at
tumle sig med Tussemænd og symbolske Skygger i Vildskogen. Jo
Høg vil derfor væk fra det hele og hjem igjen til den moderlige
Ovnskrog i Husmandshytten. Men da han endelig naar frem did, er
Moderen død. Og det siste, vi ser af ham, er, at han staar med
udbredte Arme paa en Fjeldknat:
Mor, nu gaar jeg paa kirkevei,
himmerigsklokkerne klinger. —
Mor, nu flyver jeg hen til dig
paa snehvide svanevinger.
Høit over denne tomme og barnslige Fantasileg staar Vilh.
Krags første Drama paa Prosa, Enakteren „De Gamles Juleaften"
(1894). Den er lige ypperlig som Kunstverk og som
Menneskeskildring. Her har Digteren fundet Udtryk for alt det milde, det
fine og dæmpede, det sympatisk forstaaende og hjertevindende i
sin Natur og stemt det sammen til en ren fuldtonende Akkord.
Over det lille Interiør hviler en Duft af svundne Tiders sirlige
Værdighed og Vârhed, — af den inderlige Hjemfølelse og
Feststemning, som der var saa uendelig rigere Plads for i gamle Dages
rolige Liv. Vilh.-Krag har aldrig tegnet et varmere eller smukkere
Billede af Mennesker end de tre-fire Personer, som optræder i det
lille Skuespil.
Den store Roman „Hjemve" (1895) er den rummelige
Generalnævner for Digterens Produktion i disse første Ungdomsaar.
Her er de spredte Stemninger og det brogede Billedvæv i de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
