Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udenfor, mod Lys og Frihed. Men skjælvende af dunkel erotisk
Glød er den inderlig vâre Sommernat-Stemning: „Hvidsymre i
Utslaatten". Dog, med al Undren og Beundring, man føler for
det vældige digteriske Talent, som er nedlagt i denne Bog, der
er formeget, som bare er stilistiske Experimenter og Effekter.
Denne vilde Voldsomhed, som fraadser i Rædselssyner, i navnløs
Kval, i Skrig, i Skoglatter … efterlader tilsist en Følelse af
Tomhed og Lede. Disse svære larmende Ord, disse tunge
brutale Billeder, de gjør En træt. Ogsaa Urnaturlighed kan virke
konventionelt. Og naar man i Samlingens næstsiste Eventyr læser
følgende Beskrivelse, virker den mest komisk.
„Moren blev med ét et stygt trold med stort ansigt, ruklet og
ujævnt som bærg. Han stirred og stirred; — og ansigtet hendes øged,
saa der ikke var spor efter menneske længer. Taarerne laa ned over
kindet, som den nakne skred-striben borte i nuten langt i nord, efter det
svære uveir, da hver græsflæk og hvert træ blev borte under raset! —
Det kunde være Text til en Tegning af Kittelsen.
I den følgende Samling Vestlandseventyr „Fra Hav til Hei"
(1897) har den lyriske Patos forvandlet sig til Humor, et stortegnet,
vildt, fantastisk Humor, der turde være KINCKS dybeste
Eiendommelighed. I Virkeligheden var da ogsaa KINCKS humoristiske
Stil fremtraadt fuldfærdig allerede det Aar, „Huldren" kom ud.
Fra 1892 er nemlig baade „Censor morum" og „Den nye
Kapellanen", Fortællingen om Familien paa Fjeldgaarden, hvem
Nysgjerrigheden koster Tab af Liv og Lemmer. I Stykker som
„Tjua-Brigt", „Denne Krakkjen", „Den stygge Uvanen", „Den store
Hugen" "er’ denne Stil udviklet til et Overmaal af lystig Skjæmt
og Skøi, men ogsaa til en dyb tragi-komisk Skildring af la bete
humaine.
Ligeoverfor denne Digtning glipper alle kjendte karakteriserende
Betegnelser. Der er ingen anden Udvei end at citere:
„Rauneland laa paa en flate. Det var en tør vold med ørsmaa graa
løer midt paa — tagskjægget laa lige ned i bakken for at det ikke skulde
bli for kostbart for tagdraaben at naa jorden eller kjeet at hoppe op paa
taget; de stod vel tilfreds og trygt paa hjørnestenen og skræved med et
langt livs erfaring i sig, — der skulde aldrig mer til end saavidt én leved.
Det hadde de set paa saa titt; i de vintre, de stod stappet helt opunder
spærrerne med høi, var de ikke blit vis med da heller, at der kom mer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
