Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
altslugende Læsere ynder ikke Skjønlitteratur af den
anstrengende Art.
Den af disse Skildringer, som naar dybest og paa en Maade
forklarer de andre, er „Den store Hugen". Her møder vi det
gamle ægte Nordmandssind i frodig Udfoldelse. De to Kjæmper
Ketil og Aslak er fra Tiden før Christendommens Indførelse i
Landet. De holder til oppe paa Moen. Lange Tider lever de
stille; hygger sig i Ensomhed med Snak om de Dage, da sterke
Folk fik være, „som det sveiv dem at være, — om mennesker,
som gjorde karsstykker, om tusser, som leved i haug, og jutuler i
bærg . . . saa stuen blev fuld af graa skodde, som gjorde det,
som leved, blødt og vældigt." Men naar „Hugen" vaagner i dem,
føler de, at det gamle dør i Dalen. „Fjødde (Fjeldet) lægge
seg ivi meg!" stønned det. ;;Her æ ’kje rom!" skreg det. Og
da gaar det løs:
„Han rev det vesle leet av vidjen, satte det paa kant nedover upsen,
saa det gik som et hjul lige i aaen; han slet op smaagranen med rot; han
leed løs svær sten av stengjærdet, trilled, — det dundred og røg i
stab-bursvæggen dernede; og oppe paa kleiven rendte han med akslen i et svært
vedlag. — Det var Ketil som gjorde det alt; Aslak bare gik vranten og
saa paa" . . .
Og de slaas, saa Blodet siler, og skræmmer Folk langveis
med vild Hujen — men det er bare „for gama" altsammen. De
kommer væltende som Bamsen ud af Skogtykningen, lodne og
fæle at se til, glubende af Vildskab og Kaadhed, men de har
ogsaa Bjørnens brede Godmodighed — saa længe de faar raa’
sig selv. Men viser Lensmanden sig og med ham „det mørke og
tunge stille, som de kaldte for Lov og Ret," da kommer Kniven
frem. „Ketil stak Lensmanden et dybt Stik i Bringen, før de fik
Jern paa ham."
Den store Hugen er den vilde, utæmmede Hu, som er i Heien
og Moen. Det er den, Aslak hører i Vaarnatten som en underlig
tung Dur dybt nede fra Jorden. „Han smilte: — de gamle leved
endda! Det var løgeligt: var det ikke nu otte hundred Aar siden
Landet blev christnet, så Skoleholderen."
Naar Tidens altfortærende Tand omsider ogsaa har faat Bugt
med den gamle Bersærk — rigtignok mest, fordi han ikke har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
