Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Jæger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Jæger. 235
menneskelig sandere Skildring. Der er Blod i den, og dette Blod
banker altid under et Høitryk af Lidenskab. Den kunde kaldes
Ekstasens og Fortvilelsernes Bog. Og som Exempel paa, til hvilken
Høide HANS JÆGER kan naa som Prosaist skal jeg citere etpar Sider:
Jeg vaagner til mig selv ved pludselig at mærke en lysning i luften
over mig — det er solen, som rinder. Smerten ... er der endnu
lige voldsom, en angest lyner igjennem mig for ikke at kunne række did,
hvor hun vil, jeg skal være — og i samme nu staar jeg opreist fremme i
kanten af skoven, med staalspændt vilje, og stirrer, underlig
søvngjæn-geragtig vaagen, ud over dalen, hvor morgenen gryr. Og mig er det som
gaar der et gys gjennem dalen, da jeg viser mit forbandede ansigt
heroppe mellem træstammerne — og gjennem mig selv farer ogsaa en
isnende gru: det føles som vanhelligt oprør mod naturen, at jeg er her.
Men ingen gru kan holde mig tilbage: en forunderlig overnaturlig kraft er
rundet ind i mit blod, smerten er med ét som strøget væk, hver muskel
kjendes som af spænstigt Staal — frem vil jeg bæres, det føler jeg,
uimodstaaelig frem til did, hvor hun vil, jeg skal være — ingen levende magt i
verden vil kunne stanse mig, før jeg er fremme!
— og ned stiger jeg i dalen, nedover gjennem den tætte skov, med
søvngjængeragtig sikre skridt, mens en græsselig spøgelse-gru isner min
hud og kribler mig i haarroden. Det er som om alting omkring mig
stivner i rædsel ved mit komme, og dør hvor jeg gaar frem; fuglene opløfter
angstfulde allarm-skrig: her er han! her er han! og flakser med vingerne
for at komme bort, men stivner og kan ikke; og længer fremme samler
skoven alle sine kræfter og rykker imod mig for at stanse mig. Men jeg
kan ikke stanses. Foran mig gaar der et koldt giftigt forbandelsens pust,
som stivner og dræber al modstand, før den rækker frem — og videre
skrider jeg med de søvngjængeragtig sikre skridt, selv halvdød af rædsel
og med haarene strittende paa mit hoved, men baaret frem af den
fremmede overnaturlige kraft, som rinder i mit blod — frem, frem, bestandig
fremover bæres jeg, og efterlader paa min vei en bred gold forbandelsens
stribe gjennem skoven, hvor ikke noget levende mere kan gro.–––
Som HANS JÆGER har tegnet sig i disse Linjer, saaledes vil
hans Billede blive staaende i norsk Litteratur . . . Oprøreren, den
fødte Desperado, hvem intet kunde stanse, før han løb Panden
blodig mod de mørke Mure, som stænger os inde i Samfundsburet.
Og tilslut den ensomme, frysende, forbitrede Skikkelse med
Ulykkens og Forbandelsens Patos over sig. — En Nedgangens og
Undergangens Profet, som altid maatte leve i den kolde dæmrende
Skygge af en gryende Fremtid. Men brændende af Tro og fuld
af Haab til det kommende tusenaarige Rige. Thi saa var altid de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
