Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 Siste Tidsrum 1890—1904.
at skabe den Ragnarok-Stemning, som han vil ryste os med. Byen
formelig bades i blaagule Lynildsluer, og Tordenskrald ryster
Jorden i dens Grundvolde . . . Himlen formørkes, Stjernerne
slukner, og Solen vil ikke staa op mere. — Det skumrer og" det
stunder mod Verdens siste Kveld, synger Adventisterne.
Det kan ikke nægtes, at der er noget anstrengt og
udspekuleret ved den Maade, hvorpaa disse Oververdenens Aabenbarelser
slaar ned i det hverdagsvirkelige Smaabyliv. Det hele mystiske
Apparat virker nærmest forbløffende. Men Digterens Mening med
det er klar nok. Og ellers er det jo ikke mere udvortes hos ham
end hos de af ham beundrede tyske Romantikere, t. Ex. Hoffmann,
hvis Mystik ofte ikke er andet end en Forundringspakke med
Ra-riteter, — fanget ind fra den fjerde Dimension med en
Tryllekunstners koldblodige Behændighed og Beregning. TRYGGVE
ANDERSEN har villet naa ind til de uroprindelige menneskelige Følelser
og Sindsbevægelser ... de Angst- og Skræksyner af en opskræmt
Fantasi, som har skabt alle Guder. Han har villet give os den
for Gudens Forbandelse flygtende Menneskehorde, afklædt alle den
værgende og lunende Kulturs Forsvarsmidler.
. . . Saaledes havde vel menneskedyrene nat efter nat siddet i tidernes
gry, hunner og hanner og afkom; skjult i bjergenes kløfter og under
skogenes trær havde de speidet ud efter dette samme ukjendte, som var
i pagt med mørket, Og de havde lunet sin elendighed ved at klynge
levende krop til levende krop og dulmet livsangsten med kjærlighed.
Slægtled havde avlet slægtled, en arv havde de alle faaet, gruen for det ukjendte,
som de alle havde døbt døden. Men de havde ogsaa døbt det med andre
navne, Gud og djævel, helvede og himmerige, og om navnene havde de
digtet eventyr og sagn og derved smykket sin gru, gjort den større,
sminket den ædlere eller staalsat sig mod den. — Og var det nu ved tidernes
kvæld, da var eventyrenes og sagnenes flitterguld det eneste bytte, som
var vundet efter aartusenernes kamp md det ukjendte. Den overmægtige
liende var den samme, menneskene var de samme, og et latterligt og ødselt
spil af skaberen havde den været, den golde frugtbarhed, som kaldes liv.
TRYGGVE ANDERSENS siste Bog: „Gamle Folk" (1904) er en helt
igjennem udmærket Samling Skildringer og Noveller. De bedste
Stykker: „Gullik Hauksveen", „Gamle Folk" og „Veteranen" er
af samme fuldtonende Ægthed som Cancelliraaden. Sproget er
et fyndigt, kjernefriskt Nynorsk, rigt paa prægtige Dialektord og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
