Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Siste Tidsrum 1890—1904.
udfattige Latinskolelærer, en Grubler uden Evne til at hævde sig
blandt Menneskene, en nøgen Sjæl med sygelig ømtaalige Sanser,
ham mødte vi først i Dostojefskijs Romaner. Og hans epileptiske
Søster ligesaa. Men — og deri bestaar Originaliteten — Digteren
har skabt dem paany. Han har evnet at stedbinde dem til
den lille norske By, hvor deres triste Livsløb udspilles.
Som Prøve paa
SIGURD MATHIESENS Prosa
skal jeg citere lidt af
Slutningen — Hide Unas’
Selvmordsfantasier:
. . . Den blaa
evigheds-drøm. Hvad jeg tænker?
— Jeg tænker slet ikke.
Jeg ser bare trærne ude
paa styrtningen gløde med
gjennemsigtigt ysløv. Og
endelig spranget.
Nedfartens vellystige gys. Et
smeld for mine
trommehinder i det øieblik, jeg
naar vandfladen. En
gurglende lyd over mig. Af
gammel dykkevane holder
jeg pusten. Et stort, steilt
lys fra oven skjærer
gjennem mine lukkede øienlaag.
Jeg maa aabne dem. Og
jeg ser et selsomt fosforskimmer, der synes at
straale ud fra bunden. Jeg
ser flygtende fiskeglimt.
Fiske af utrolige former
og farver. Alt havets
lydløse kryb. Og jeg ligger midt i vældige, vuggende tangskoge.
Henne i en antediluviansk tid befinder jeg mig. Da begynder en frygtelig
susen for mine ører som af mange vandes fald. Det knitrer i mit legeme.
Der lægger sig et tryk for mine tindinger. Jeg vil op ... Jeg kvæles . .
Og jeg gjør en uvilkaarlig svømmebevægelse. Men stenene, som jeg har
bundet om mig, hindrer mig i at flyde op. Det er forresten ingen fysisk
smerte Blot en grufuld sjæleangst.
Eiv. Enger, photo.
SIGURD MATHIESEN.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
