Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Skaldepoesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunster og færdigheder: de gik i arv indenfor bestemte slægter,
overleveredes inden familjen fra fader til søn. De islandske
landnámsmænd førte traditionen med sig fra sit hjem i det vestlige
Norge, og de bevarede den og udviklede den. Flere af de ypperste
islandske skalde nedstammede direkte fra sine gamle norske
forgjængere.
En anden omstændighed gjorde sig vistnok ogsaa gjældende,
Skaldekunsten var for islænderne et slags adkomstbevis til det norske
hof. Nordmændene selv behøvede ikke et saadant adgangsbevis;
de var kongens mænd paa andre fundamenter end skaldskab.
Islænderne derimod kom som fremmede, som gjæster; i regelen drog
de videre eller vendte tilbage til Island efter kortere eller
længere tids forløb. Kun yderst sjelden slog de sig ned i Norge for
alvor. Det var frie trækfugle, der kom og drog, som de vilde, og
for at faa en plads, saalænge de rastede, greb de til digtningen, til
forherligelsen af den fyrste, hvis gunst de vilde vinde, og hvis brød
de midlertidig agtede at nyde. Saaledes blev skaldedigtningen et
slags «national næringsvei» for islænderne, som Ernst Sars har
bemærket. Den blev det middel, hvorved de hjalp sig frem, naar
de fra sin fattige, ensomme ø derude i Atlanterhavet drog ud i
verden for at lære større og rigere forhold at kjende.
Tilsidst blev det vei ogsaa et slags fastslaaet kjendsgjerning,
at en skald helst skulde være en islænder. Der havde kunsten
været dyrket og udviklet i lange tider; mod denne udviklede
færdighed nyttede det ikke en nordmand at hamle op, selv om han
aldrig saa gjerne havde villet. Faktum er, at skaldepoesien dør
langsomt ud i Norge omtrent samtidig med, at den begynder at
blomstre paa Island, og at den ene af disse kjendsgjerninger staar
i et afhængighedsforhold til den anden, er utvivlsomt.
Den omstændighed, at skaldepoesien væsentlig var et slags
hofpoesi, har præget dens indhold i fremtrædende grad. Det er
ikke digterens personlige stemninger, som kommer tilorde i disse
frembringelser. Om lyrik i ordets almindelige betydning kan der
saa godt som slet ikke være tale. Det uopslidelige digtertema,
kjærligheden, spiller en rent underordnet rolle i den norrøne
skaldedigtning. Dette havde nu vistnok sin specielle aarsag i den
strenghed, hvormed de gamle nordboere værnede om kvindens rygte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
